den koptisk-ortodokse kirke

Det Nye Testamente fortæller mærkeligt nok ikke om kristendommens komme til Egypten, og fortællingen om Markus er sandsynligvis en uhistorisk legende. Men da vi ved, at den tidlige kristendom ellers spredtes hurtigt i Middelhavsregionen med græsk som medium og Septuaginta som helligt skrift, er det sandsynligt, at kristendommen allerede nåede Alexandria i anden halvdel af det første århundrede e.Kr. På denne tid var Alexandria en græsk bystat inden for Romerriget, mens byerne i det øvrige Egypten var uden selvstyre og betragtedes som Alexandrias "land", og her boede der en græsktalende overklasse, der stod i kontakt med Alexandria. Op langs Nilen har man fundet rester af papyrushåndskrifter med kristne tekster på græsk (bibelske og andre), der kan dateres til 100-tallet, og det må betyde, at kristendommen via Alexandria allerede havde bevæget sig videre til de egyptiske grækere.

Historiske kilder hævder også, at gnostisk-kristne sektledere skal have levet i Alexandria i 130'rne (Karpokrates, Basilides og Valentinos). Det er dog først med Demetrius (189-232), at vi med sikkerhed ved, at Alexandrias ortodokse kristne blev ledet af én enkelt biskop. På denne tid virkede også nogle avancerede teologer i byen, påvirket af den mellemste platonisme, således Klemens og Origenes. Ved siden af den intellektuelle græsktalende elite begyndte kristendommen på denne tid også at nå "egypterne" eller "kopterne" uden for Alexandria, dvs. den del af befolkningen, hvis hovedsprog var koptisk. År 200 oprettede kejser Septimius Severus byråd i de egyptiske byer, og biskop Demetrius og hans efterfølgere reagerede ved at udnævne biskopper til de egyptiske byer, der dermed ideelt set skulle stå under Alexandria.

Fra slutningen af 200-tallet har vi de ældste vidnesbyrd om, at de kristne var begyndt at tage det koptiske skriftsprog i brug. Den koptiske litteratur opstod. På denne tid begynder også det ægyptiske munkevæsen at blive til – traditionelt skildres udviklingen sådan, at det første trin var anakoreterne med Antonius som det mest udprægede eksempel – mennesker, der slog sig ned i ørkenen alene eller i grupper, men uden formel organisation eller fælles klostre – og at det andet trin var det koinobitiske klostervæsen grundlagt af Pachomios, hvor munkene levede efter en regel, omgivet af en mur og med en munkeregel; disse munkeklostre fulgtes snart af nonneklostre. Men udviklingen har i virkeligheden sikkert været mere kompliceret.

Som andre steder i Romerriget blev de egyptiske kristne også ramt af de rigsdækkende romerske forfølgelser under kejser Decius og Valerianus, og her hører vi første gang om koptiske martyrer. Den store forfølgelse ramte også kirken hårdt og førte 306 desuden til, at der opstod en udbryderkirke i hele Egypten, melitianerne, der mente, at frafaldne blev behandlet for mildt, og desuden afviste Alexandria-biskoppens ledende rolle. I selve Alexandria blev menigheden senere splittet på grund af holdningen til Arius.

I 324 erobrede kejser Konstantin den Store den østligste del af Romerriget, herunder Alexandria og Egypten. Han tog hurtigt initiativ til at bilægge de melitianske og arianske stridigheder. På Nikæa-koncilet 325 trak Alexandria biskop det længste strå: Arius' udelukkelse af kirken blev bekræftet, og den nikænske trosbekendelse blev vedtaget. Samtidig vedtog koncilet en række kirkeretslige bestemmelser (kanones), der bl.a. fastslog Alexandria-biskoppens overhøjhed i Egypten (mod melitianerne) og samtidig Antiokias i Syrien, Roms i dele af Italien og en særlig status til Jerusalem. Men i stedet fulgte langvarige voldsomme konflikter med melitianere og arianere, hvor Athanasius, biskop af Alexandria fra 328 til 373, i lange perioder måtte leve i eksil. Gennem en alliance med det egyptiske munkevæsen og de vestlige biskopper lykkedes det imidlertid Athanasius at overvinde melitianismen og lægge grunden til arianismens overvindelse.

Efterhånden blev kristendommen flertalsreligion, og Alexandrias biskopper nåede højdepunktet af magt under Kyrillos, der på Efesos-koncilet kunne diktere hele kirken sin teologi. Men snart satte modgangen ind. Selv om Alexandrias biskop Dioskorus prøvede at fortsætte successen på røversynoden i Efesos i 449, blev han underkendt og afsat på koncilet i Kalchedon i 451, der vedtog læren om Kristi to naturer. På samme koncil blev Nikæa-koncilets inddeling med fire ledende bispedømmer udvidet og cementeret som de fem patriarkater (idet Konstantinopel kom med): Dermed havde Alexandrias biskopper overhøjhed over hele Egypten, Libyen og Pentapolis – og uden for imperiet i øvrigt kirkerne i Nubien og Etiopien.

Flertallet af kristne i Egypten valgte imidlertid at støtte den afsatte og eksilerede Dioskorus og hans efterfølgere, mens de byzantinske kejsere støttede det kalchedonensiske mindretal og dets patriark. I Henotikon-perioden var de to grupper dog forenede under én patriark, men ellers forfulgte kejserne ofte den ikke-kalchedonensiske flertalskirke (se monofysitisme). Denne kirke er den koptisk-ortodokse kirke, men splittelsen om Kalchedon fulgte ikke etnisk-sproglige skel, da der oprindelig var koptisk- og græsktalende på begge sider. Det antages ofte i faglitteraturen, at forfølgelserne førte til, at kopterne håbede at blive fri for kejserne og tog godt imod den senere arabiske erobring, men kildematerialet er her tvetydigt eller sent i forhold til begivenhederne.

Mere radikale monofysitiske grupper brød efterhånden ud af den koptisk-ortodokse kirke, men de forsvandt senere i løbet af den arabiske periode.

Den arabiske erobring af Egypten ca. 640 betød, at kopterne blev pålagt den særlige kopskat, jizya, som islam kræver af kristne og jøder. Efterhånden konverterede størsteparten af befolkningen til islam, og i 800-tallet satte det koptiske talesprogs gradvise uddøen ind. Samtidig fik græsk mindre og mindre betydning i den koptiske kirke. Der blev dog også ved med at eksistere et kalchedonensisk mindretal med egen patriark.

I det arabiske Egypten havde de kristne (kopterne) ifølge islamisk lov status som et af "bogens folk": de stod lavere end muslimerne, men havde også ret til beskyttelse (se ahl al-dhimma), og da det var af afgørende betydning for patriarken at være tæt på landets magthavere for at kunne varetage de kristnes interesser, flyttede patriarken i 1000-tallet til den nye hovedstad Cairo, hvor han lige siden har resideret.

I middelalderen fandt pogromagtige forfølgelser af kopterne sted, men koptere opnåede også høje stillinger i den egyptiske administration.

I 1800-tallet blev koptere og muslimer stillet lige på mange områder. Patriarken Kyril 4. (1854-1861) indførte moderne skoler, men under hans efterfølgere blev kirken præget af en strid mellem et konservativt kleresi og en lægmandsbevægelse, der stræbte efter reform. Denne strid er i dag overvundet.

Der fandt i 1900-tallet en vis koptisk udvandring til Vesten sted, herunder til Danmark.

Efter det Arabiske Forår blev Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab i 2012 valgt til præsident i Egypten og fik vedtaget en islamistisk præget forfatning. Det førte til spændinger og overgreb på koptere, og Tawadros 2. hævdede i 2013, at Morsi under dødelige sammenstød undlod at beskytte kopterne og deres bygninger. Derfor deltog mange koptere i sommeren 2013 i masseprotesterne på Tahrir-pladsen, der i sidste ende førte til militærets afsættelse af Morsi.

I Egypten er der i nyere tid opstået mindre, katolsk-koptiske og evangelisk-koptiske kirker.