Alexandria (by i Egypten)

Alexandria var oldtidens største by næst efter Rom. Den blev grundlagt oven på landsbyen Rhakotis af Alexander den Store i april 331 f.Kr. og anlagt efter den hippokratiske byplan af arkitekten Deinokrates fra Rhodos.

En 1.200 meter lang mole (heptastadion) forbandt byen med øen Faros, hvor Sostratos fra Knidos i 279 f.Kr. byggede det berømte fyrtårn, et af Verdens Syv Underværker.

Øst og vest for molen lå byens to store havne, og Alexandria afløste straks byen Naukratis som forbindelsesled mellem Egypten og den græske verden. En sen kilde beretter, at der engang var 47.790 huse i Alexandria, hvilket modsvarer Diodors oplysning om, at byen på kejser Augustus' tid havde 300.000 frie indbyggere.

Kernen i byens befolkning var dels den politisk privilegerede gruppe af grækere og makedonere, bosat bag østhavnen i kvarteret Neapolis rundt om byens gymnasion, dels egyptere, bosat i Rhakotis og endelig en meget stor gruppe græsktalende jøder, som i 200- og 100-tallet f.Kr. sørgede for en græsk udgave af Det Gamle Testamente (Septuaginta). De boede i verdens ældste kendte "ghetto" i byens østlige kvarter. Byens multietniske sammensætning afspejles i de velbevarede gravpladser med rigt dekorerede kammergrave.

Alexandrias græsk-makedonske befolkning var en selvstyrende bystat oprindelig med demokratiske institutioner, og byen regnedes ikke for en del af Egypten.

I kilderne kaldes byen Alexandria ved Egypten (ikke i Egypten). Allerede under Ptolemaios 1. blev den imidlertid kongens residensby og afløste Memphis som rigets hovedstad. Paladset lå ved østhavnen, og i tilknytning til paladset lå Alexander den Stores mausoleum og Museion, den helligdom for de ni muser, som var den institutionelle ramme om oldtidens største lærdomscenter og bibliotek, Det Alexandrinske Bibliotek.

Kilden til byens store velstand var handel, først og fremmest eksport af Egyptens egne produkter, korn og papyrus, men også transithandel med varer fra Indien og Arabien, som blev sejlet til Alexandria ad Dareios 1.s Kanal mellem Det Røde Hav og Middelhavet.

Oldtidens Alexandria ligger begravet under den moderne by, og det er kun lykkedes at finde fundamenterne af nogle få af de berømte bygninger, nemlig Caesareion, Kleopatras tempel for Cæsar, siden hen viet til Augustus, og Serapistemplet bag den endnu eksisterende Pompejussøjle, opført i 302 e.Kr.

Ligesom i Rom var der under Alexandria et omfattende net af katakomber. Museion blev ødelagt under kejser Aurelian, og biblioteket brændte igen i 389.

Kristendommen kom til Alexandria i 100-tallet eller før, og fra begyndelsen af 200-tallet havde byen sammen med Antiochia en af de betydeligste menigheder i Østkirken, se den alexandrinske skole. Alexandria blev i 300-tallet sæde for en af Østkirkens fire patriarker, og den alexandrinske biskop kaldte sig både patriark og pave.

I 642 blev Alexandria erobret af araberne. Allerede i middelalderen kom den til at stå i skygge af den nye hovedstad, Cairo, og fik aldrig større betydning for islamisk kultur. Alexandrias havn vedblev at være vigtig som omladningssted for varer fra Østen til Europa, indtil Vasco da Gama 1497-1499 opdagede den direkte søvej til Indien syd om Afrika.

Byens økonomiske betydning blev derpå kraftigt reduceret, og i 1517 blev den en del af Osmannerriget. Efter Napoleons invasion i Egypten blev Alexandria skueplads for et større slag og i 1801 erobret af briterne. I 1882 erobrede Storbritannien Egypten, og Alexandria blev bombet og plyndret. Fra da af og indtil 1947 var Alexandria et flådestøttepunkt for briterne i Middelhavet.

Arkæologiske undersøgelser af den antikke storby blev gennem 1990'erne intensiveret. Undervandsarkæologiske undersøgelser i den østlige del af Alexandrias havn resulterede i en række opsigtsvækkende fund.

Som et resultat af gentagne kraftige jordskælv har vandstanden ændret sig betragteligt, og en stor del af den antikke by ligger i dag som ruiner i havnen. Man har bl.a. identificeret fundamentet til fyrtårnet på Faros, ligesom store mængder af arkitektoniske fragmenter og skulpturer fra byens storhedstid i den hellenistiske periode er blevet tilvejebragt.