Faktaboks

Sogn
Mejlby Sogn
Provsti
Aarhus Nordre Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Aarhus Kommune
Mejlby Kirke
Mejlby Kirkes ældste dele - apsis, kor og skib - er opført i romansk tid og bygget i granitkvadre. I anden halvdel af 1800-tallet tilbyggede man et våbenhus, og i 1957 opførte man et tårn ovenpå våbenhuset. Foto: 2006.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Mejlby Kirke er en sognekirke med romansk kor og apsis, samt et senere omsat romansk skib. Desuden er der nyere tilføjelser fra 1800- og 1900-tallet. Mejlby Kirke afviger en smule fra den gængse landsbykirke, da bygningens senmiddelalderlige ændringer og tilføjelser vanskeligt lader sig spore. I kirken er der bevaret enkelte dele fra middelalderen og renæssancen, mens de øvrige dele er fra 1800- og 1900-tallet.

Mejlby Kirke ligger nordligt i landsbyen Mejlby, ca. 20 km nord for Aarhus. Kirke og kirkegård er omgivet af bebyggelse og marklandskab.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af apsis, kor og skib. Våbenhuset ved skibets vestgavl er fra anden halvdel af 1800-tallet, mens tårnet, som er opført ovenpå våbenhuset, er fra 1957.

Mejlby Kirke står i dag i blank mur med synlige byggematerialer, på nær tårnet og korets østlige gavl, som står hvidkalket. Skib, kor og tårn er dækket af rødt tegltag, mens apsis har blytag.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode, som dækker årene 1050-1275. De romanske kirker blev bygget af natur- og teglsten, og i Mejlby er de romanske dele opført af tilhuggede granitkvadre.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en dør mod nord. Af disse står den nordlige i dag tilmuret, mens den sydlige er helt forsvundet i forbindelse med ombygningen af skibet i 1874. Ved den tilmurede norddør er det oprindelige tympanon, dvs. en rundbuet overligger, endnu bevaret. På denne er der bevaret relief af to løver og en omløbende tovstav, dvs. et profileret bånd med tovsnoninger. Den nu forsvundne syddørs oprindelige portal er bevaret, da den ved opførelsen af våbenhuset i 1874 blev rykket til våbenhusets vestfacade, hvor den nu omkranser kirkens hovedindgang. Portalens karmsten har tovstave og en løve, og på tympanonet ses Kristus omgivet af Peter og Paulus. Af kirkens oprindelige vinduer er et enkelt bevaret i tilmuret form på korets nordside, mens apsissens østlige vindue står åbent.

Af øvrige romanske dekorationselementer er der på vestsiden af våbenhuset lige ved siden af portalen indsat en såkaldt skaktavlekvader, dvs. en kvadersten, som er udsmykket med mønster i skaktern.

Tilbygninger

Som den står i dag, er Mejlby Kirke kraftigt præget af nyere istandsættelser og tilføjelser. Sengotiske ændringer og tilbygninger, som var meget udbredt ved de danske landsbykirker, vides der ikke meget om i Mejlby.

Ved en stor istandsættelse i 1874 nedbrød man det romanske skib og genopførte det med de oprindelige granitkvadre. Her nedbrød man også skibets gotiske hvælv, som i senmiddelalderen havde erstattet de oprindelige trælofter. Under arbejderne i 1874 opførtes også et våbenhus ud fra skibets vestende – også i granitkvadre. Ved opførelsen af våbenhuset rykkede man skibets oprindelige sydportal til våbenhusets indgang, således at portalen fortsat omkranser kirkens hovedindgang.

I 1957 opførte man over våbenhuset det nuværende tårn i mursten. Tårnet har et klokkestokværk, dvs. en etage til klokker, der er åbent mod vest, mens det mod de tre andre verdenshjørner har korsformede åbninger. Fra vest kan man se ind til kirkens klokker via to høje, rundbuede åbninger.

Kirkens indre

Indvendigt dækkes koret og skibet af fladt bjælkeloft, som er malet i blågrå nuancer. Skibets kalkede flader står meget rette efter omsætningen i 1874, men kor og apsis står nogenlunde urørt. I apsisbuen er de oprindelige kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på, bevaret. I skibets vestende er der opsat et fritstående pulpitur, hvorpå kirkens orgel er placeret.

Kirkens stoleværk, dvs. kirkebænke, er malet i røde, grå og blå farver.

Inventar i Mejlby Kirke

I Mejlby Kirke er der bevaret enkelte dele fra middelalderen, mens de øvrige dele primært stammer fra nyere tid. Kirkens inventar og kirkerummet vidner om tidligere tiders tanker om kirkerummets indretning og brug.

Middelalderinventar

Mejlby Kirke
Døbefonten er det ældste inventarstykke i kirken. Den er fra romansk tid og udsmykket med relieffer af løver. Foto: 2008.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont, som er af den såkaldte løvetype. På døbefontens kumme er der løver i relief, og på foden er der fugle i relief.

Fra middelalderen er også en Maria-figur bevaret. Den stammer formentlig fra et sengotisk, katolsk sidealter.

Renæssanceinventar

En tidligere altertavle fra renæssancen er endnu ophængt i kirken. Den udgøres af et storfelt, som er inddelt i tre felter, der flankeres af riflede pilastre, dvs. flade søjler. I felterne er der indskrifter på dansk og latin. Tavlen krones af et trekantet topfelt.

Nyere inventar

Mejlby Kirke

I den romanske kvadrerstenskirke Mejlby Kirke fra 1100-tallet genetableredes i 2005 apsisvinduet med en glasmosaik af glaskunstneren Tchai Munch, som fint understøtter alteret tegnet af Valdemar Foersom Hegndal 1989‑90. Fiskemotivet er skabt af to cirkelslag. Samme enkle geometri anvendes også i alterets gitter.

Mejlby Kirke
Af /Trap Danmark.

Prædikestolen er udført i 1857 i nygotisk stil.

Kirkens stoleværk, dvs. kirkebænkene, er udført i 1874 i forbindelse med kirkens store istandsættelse. De er udført i nygotisk stil med svungne gavle og trekløvere øverst.

Et ældre altertavlemaleri fra 1934 hænger endnu i kirken, efter det blev flyttet i 1990. Prædikestolens kurv er inddelt i flere fag, dvs. sider, som er adskilt af slanke, runde søjler. Trappeopgangens panel er udført i samme stil.

Kirkens nuværende alterudsmykning, som blev opstillet i 1990, udgøres af en kristusfigur udført af billedhuggeren Valdemar Foersom Hegndal (1916-2002). Desuden bibringer apsissens åbne østvindue et nærmest lilla baggrundslys til udsmykningen.

Valdemar Foersom Hegndal har også udført en glasmosaik forestillende pinsen, som er indsat i et af kirkens sydvinduer.

Gravminder

I Mejlby Kirke er der bevaret gravsten fra både 1600- og 1700-tallet. To af disse, begge figursten med indskrift, ligger i korets gulv.

Læs mere i Lex

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig