koptisk litteratur

Koptisk litteratur er tekster knyttet til kopterne i Egypten og den koptisk-ortodokse kirke. Teksterne foreligger i mange dialekter, særlig bohairisk fra Nedre Egypten og sahidisk fra Øvre Egypten. Næsten hele litteraturen er kristen eller gnostisk, ældst er bibeloversættelserne fra græsk (200-tallet), der tjente kirkens mission blandt kopterne. I 200-tallet blev enkelte apokryfer og patristiske tekster oversat, og i 300-tallet gnostiske og manikæiske tekster.

Den ældste bevarede originallitteratur er klostergrundlæggeren Antonius' breve fra ca. 300 og skrifter af klostergrundlæggeren Pachomios og hans efterfølgere fra 300-t. Stilistisk og indholdsmæssigt når den koptiske litteratur sit højdepunkt i 400-tallet med Shenute af Atripes værker (hans efterfølger var Besa). I 300-500-tallet fortsattes oversættelsen af græsk litteratur, men efter 451 (se den koptisk-ortodokse kirke) blev koptisk litteratur et middel til at skabe afstand til Det Byzantinske Rige. Originallitteraturen fra 500-600-tallet omfatter bl.a. en kirkehistorie (delvis baseret på Euseb), homilier, lovtaler og hagiografiske værker om munke og patriarker. Måske i 600-700-tallet blev "cyklerne" til, en række pompøse og legendariske grupper af tekster samlet omkring centrale personer eller begivenheder fra kirkehistorien. Disse værker har både skullet underholde og fortrænge ældre litteratur, der nu betragtedes med mistanke. Fra 800-tallet forfattedes ikke længere nye værker, men mange ældre tekster blev omredigeret.