platonisme

Historisk set var Platons filosofi en syntese af sokratisk dialektik og den ældre filosofiske tradition, først og fremmest pythagoræerne, Heraklit og Parmenides. Syntesen udformedes imidlertid ikke systematisk. De platoniske dialoger afspejler Platons syn på filosofi som en stadig erkendeproces. Traditionen kunne ikke videreføre alle sider af denne syntese. Eftertidens opfattelse af Platon har også i vid udstrækning været bestemt af Aristoteles' kritik af idélæren.

I Platons sene dialoger findes tendenser til en abstrakt, formel metafysik, som videreførtes i det tidlige Akademi, men som i begyndelsen af 200-t. f.Kr. afløstes af en skeptisk grundholdning, der byggede på de spørgende sokratiske dialoger (se Akademiet). En nivellerende tilnærmelse mellem platonisme og stoicisme fandt sted i 1. årh. f.Kr.

I de følgende århundreder var platonismen ikke knyttet til Akademiet. Omkring Kristi fødsel indledtes den strømning, der kaldes den mellemste platonisme, og som kulminerede i 100-t. e.Kr.

Det er en eklektisk epigonfilosofi, som optog aristoteliske og stoiske elementer; men som helhed betragtedes Platon som den indiskutable autoritet, og tidens platonisme adskilte sig klart fra stoicismen ved at betragte den transcendente verden som den sande virkelighed.

Et godt udtryk for den mellemste platonismes traditionalisme og trang til skolastisk systemdannelse er det kompendium af Platons lære, som i 100-t. e.Kr. forfattedes af Alkinoos (i ældre forskning fejlagtigt identificeret med Albinos).

Kompendiet er navnlig bemærkelsesværdigt ved en negativ gudserkendelse og ved — i modsætning til Platon — at betragte idéerne som "Guds tanker", en opfattelse, der blev gængs i romersk kejsertid. En række filosoffer har en løsere affinitet til den mellemste platonisme, således Plutarch (ca. 100 e.Kr.), Kelsos (100-t. e.Kr.) og Calcidius (ca. 400).

Den nypythagoræiske bevægelse (1. årh. f.Kr. til ca. 300 e.Kr.; se nypythagoræisme) er samtidig med den mellemste platonisme, og der er flere forbindelseslinjer. Filosofisk koncentrerede nypythagoræerne sig om en platonisk inspireret "principlære" med vægt på enheden som det højeste princip. Hermed forberedte de nyplatonismen.

Nyplatonismen danner afslutningen på den antikke, hedenske filosofi. Der kan sondres mellem flere perioder. Plotin (200-t.) var den første og betydeligste nyplatoniker. På grundlag af Platon skabte han et monistisk metafysisk system, hvor det ene eller det uendelige afspejledes i det endelige.

Hans elev Porfyrios repræsenterer et forsøg på at forene platonisme og aristotelisme; senere udformedes komplicerede metafysiske systemer (se Jamblichos og Proklos). Kommentarer til Platon og Aristoteles er et væsentligt træk ved den sene nyplatonisme.