broderi

Broderi kræver opfindelsen af tre ting: tråd, bundstof og nål. Broderiets oprindelse er ukendt, men nogle forskere mener, at broderistinget slyngesting er en videreudvikling af væveteknikken sumak, hvor man vikler skudtråden omkring kædetrådene. Det er plausibelt, at man har spundet fibre til garn og vævet, før man fandt på at brodere, men ingen ved det med sikkerhed.

Broderiets historie er vanskelig at dokumentere, da broderede genstande ikke er særligt modstandsdygtige og ofte vil gå til i tidens løb. Men broderi er formentlig opstået i alle verdensdele og samfund over lang tid, når de materielle betingelser gjorde det muligt.

De ældste kendte broderier fra Europa er danske. De stammer fra bronzealderens begravelser i egekister, hvor egetræets garvesyre har bevaret tekstilerne. Disse broderier er stadig efter mere end 3000 år i relativt god stand. Mest kendt er måske Skrydstrupkvinden fra ca. 1300 f.v.t., hvis bluse er broderet ved halskanten og på ærmerne. I den egyptiske farao Tutankhamons grav fandt man broderier af omtrent samme alder, idet han døde i 1323 f.v.t.

I Kina menes broderi at være opstået langt tidligere end i Europa. Her kædes broderiets opståen sammen med opdagelsen af, hvordan man fremstiller tekstil af morbærsommerfuglens kokon, dvs. silkefremstilling. Det kinesiske skrifttegn for silke har været kendt siden omkring 2600 f.v.t., og man mener, at broderi opstod på omtrent samme tidspunkt. I Indien menes broderi at være udviklet nogenlunde samtidig, og fra disse områder har tekstile genstande og teknikker spredt sig via handelsveje som for eksempel Silkevejen til Mellemøsten og landene omkring Middelhavet.

Der er udviklet utallige broderityper gennem tiderne, og fagfolk har haft brug for forskellige kategoriseringer til at give et overblik. Der hersker ikke nogen fuldstændig enighed om kategorierne, men i Danmark inddeles broderier som regel i kategorierne tællesyninger, fri syning, syede kniplinger samt applikation, patchwork og quiltning.

Broderi udføres som nævnt primært med nål og tråd. Trådens forskellige slyngninger på stoffets kaldes sting. En lang række broderisting er universelle. Det gælder forsting, bagsting, kontursting, kædesting, slyngesting, korssting og mange andre.

Når man broderer, har man meget ofte brug for at holde stoffet udspændt undervejs i arbejdet. Til det bruger man en broderiramme, og broderirammer findes i mange størrelser og udformninger. Til håndbroderi er ret små, runde, håndholdte rammer almindelige. Større rammer har som regel en brodskrue, så de kan sættes fast på et bord, mens man broderer.

Foruden de grundlæggende broderisting, der lægger sig oven på stoffet, broderer man også med det formål at ændre stoffets struktur. Det gør man fx i sammentrækssyning, hvor broderingen danner såkaldte grunde, idet syningen trækker stoffets tråde sammen, så der opstår huller og andre mønstre, end stoffet oprindeligt havde. Man kan også udspænde tråde over stoffet og efterfølgende sy på dem, og så kaldes det bunde. Bunde ligger altså over det oprindelige stof og danner andre strukturer end bundstoffet. Det gælder fx falstersyning.

En anden gruppe broderiteknikker tager udgangspunkt i ”huller”. Man kan fx trække nogle af stoffets tråde ud, men kun på den ene led, og så sy om de resterende, som man fx gør til hulsømme. Man kan også klippe eller skære huller ud og sikre kanterne med syning, som man gør ved hedebosyningen rudesyning. Eller man kan lave huller med en pren, som man fx gør ved håndsyet broderie anglaise.

Broderier med perler, pailletter, spejle, muslinger, fjer og alle mulige andre former for pynt, som kan fæstnes til stof, kræver særlige teknikker, høj faglighed og ofte også en god økonomi. På samme måde kræver guldbroderi, altså syninger med forskellige former for guld- eller metaltråd helt særlige tekniske færdigheder og særlige materialer. Fra Danmark kendes guldbroderede huenakker, som bliver populære i 1700-tallets velstående områder blandt bondebefolkningen. Men ellers er guldbroderi vidt udbredt ved de europæiske fyrstehoffer og i gejstlige kredse til alle tider.

Mange middelalderlige europæiske broderiers tilblivelse tilskrives nonneklostre, hvor nonnerne udførte arbejdet. Men i løbet af den sene middelalder voksede interessen for kostbare dragter, og der opstod et egentligt broderierhverv, hvor de overdådige arbejder blev udført på højtspecialiserede værksteder af professionelle broderere, perle- og guldstikkere. Disse håndværkere var mænd.

Man må gå ud fra, at tidligere tiders professionelle broderere arbejdede både med broderiernes design og med selve syningen, men i slutningen af 1500-tallet udkom de første trykte mønsterbøger.

De gav især velstillede kvinder mulighed for at brodere som hjemlig syssel. Mønsterbøgernes motiver bredte sig dog hurtigt til alle samfundslag, og de fik meget stor indflydelse på motivvalget i hele Europa. For eksempel ligner navnekludenes motiver hinanden, omtrent uafhængigt af hvor i Europa de er syet. Modejournaler, håndarbejdsmagasiner og ugeblade overtog efterhånden mønsterbøgernes rolle fra begyndelsen af 1800-tallet. Nogenlunde samtidig begyndte de såkaldte berlinerbroderier at blive fremstillet. Det var kulørte stramajbroderier, og de blev utroligt populære.

I 1800-tallet spillede broderier en stor rolle i mange europæiske landes bestræbelser på at fremhæve et nationalt særpræg. Det var tiden for nationalstaternes opståen, og også i Danmark granskede man tidligere tiders frembringelser inden for kunst og håndværk for at finde frem til det ægte danske.

Mange i samtiden broderede de vidt udbredte berlinerbroderier, som var meget populære. Men der var noget problematisk med dem set fra de nationalt sindede danske skønånders synspunkt, nemlig at berlinerbroderierne var tyske, de var fremstillet i tarvelige materialer, og de var udtryk for dårlig smag.

Man kan spore to veje for udviklingen i tidens nationale broderier. Den ene tog især udgangspunkt i almuekulturens frembringelser. Man ville fastholde traditionen og samtidig forny og videreudvikle den i den nye nationalstats ånd. Højskolernes Håndarbejde blev en væsentlig repræsentant for denne synsvinkel.

Den anden gruppering ville højne smagen eller det æstetiske udtryk gennem udbredelse af modeller og mønstre skabt af tidens fremmeste kunstnere. Fx leverede kunstnere og arkitekter som Joakim Skovgaard, Constantin Hansen, Thorvald Bindesbøll og Martin Nyrop mange forlæg til broderier. Kunstnerfamiliernes kvindelige medlemmer tog sig af at omsætte tegningerne til egentlige broderidiagrammer og af selve syningen. Kristiane Konstantin-Hansen (1848-1925), datter af Constantin Hansen og Johanne Bindesbøll (1851-1934), søster til Thorvald Bindesbøll, drev i en årrække en broderiforretning i København, som hed Boden. Bodens opskrifter på broderi er siden overgået til firmaet Clara Wæver.

Selskabet til Haandarbejdets Fremme kan ses som eksponent for den kunstnerisk orienterede gruppering. Men der var ikke klare eller dogmatiske grænser mellem de to grupperinger, og mange var engagerede på begge fløje. Det gjaldt fx arkitekten Martin Nyrop, som i 1907 var medstifter af Selskabet for Hedebosyningens Fremme. To år tidligere var han blevet medlem af bestyrelsen i Dansk Husflidsselskab. Martin Nyrops datter, Ernestine Nyrop (1888-1975) var en dygtig brodøse, men hun tegnede også broderimønstre, hun arrangerede udstillinger og var i det hele taget en vigtig bidragyder til højnelsen af kunsthåndværket i samtiden.

Det er umuligt at give et retfærdigt eller bare nogenlunde dækkende overblik over væsentlige broderier og de mennesker, der har syet dem, men her er nævnt nogle få.

I Danmark i dag (2024) er broderi først og fremmest en fritidsbeskæftigelse, men der findes også professionelle broderivirksomheder som Selskabet for Kirkelig Kunst, der påtager sig opgaver med broderi af kirkelige tekstiler som messehagler.

I moderne billedkunst forekommer broderi også, men ikke med samme selvfølgelighed som i 1800-tallet. Broderi bruges af og til som udtryksmiddel, når kunstnere vil bringe noget langsommeligt eller typisk kvindeligt ind i deres værker. Et dansk eksempel er billedkunstneren Gudrun Hasle. Hun har i mange år broderet selvbiografiske tekster eller bekendelser, som ofte handler om voldsomme fænomener som selvskade og følelsen af at være anderledes. Hasle er ordblind, og hendes formuleringer og stavemåder, som nogle vil kalde stavefejl, gør broderierne endnu mere personlige og jeg-nære.

Korsstingsbroderier og stramajbroderier er uden sammenligning de mest syede og mest populære i Danmark. En række firmaer som Haandarbejdets Fremme og Permin, hvorunder broderifirmaerne Eva Rosenstand og Clara Wæver i dag (2024) findes, sælger broderistoffer, -garn og -kits til broderiglade danskere. Men der er også mange mindre kunsthåndværkere, som arbejder med broderidesign og sælger mønstre og broderikits som fx Baldyre, der designer korstings- og stramajbroderier, som kan kaldes klassiske med et moderne tvist.

I dag (2024) stortrives broderi som mange andre håndarbejdsteknikker på internettet og selvfølgelig især på sociale medier. Der udkommer stadig broderibøger og magasiner, ikke mindst engelsksprogede, men de sociale medier giver alle og enhver mulighed for at følge dygtige influencere med mange tusind følgere fra hele kloden. I den sammenhæng er det ikke uvæsentligt, at broderiets visuelle styrke egner sig godt til de elektroniske medier. Nutidens problemer med stress og udbrændthed og følelsen af mangel på fordybelse og nærvær har måske også medvirket til en fornyet broderiinteresse. Broderi kræver nemlig nærvær i hvert eneste sting.

• broderistoffer
• korssting
• hedebosyning
• mønsterbog
• Højskolernes Håndarbejde
• navneklud

• Wandel, Gertie (1950): Artikel om broderi i Berlingske Haandarbejds-Bog. Berlingske Forlag.
• Lorenzen, Erna (1985): Tråde bagud. Poul Kristensens Forlag.
• Paludan, Charlotte (1995): Broderi. Artikel i Bonniers Store Håndarbejdsleksikon.