Særk
Særk i hørlærred fra cirka 1850.
Af /Brahetrolleborg Sogns Folkemindesamling.

En særk er en lang, løsthængende underbeklædning til at trække over hovedet, oftest med ærmer. Særken kendes fra tidlig middelalder, hvor kvinder begyndte at bære en underkjortel af silke eller fint, hvidt lærred. Den hvide lærredssærk var den dominerende underbeklædning og natkjole for danske kvinder helt op til 1870'erne.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er nedarvet i nordisk, jf. norrønt serkr. Dets videre oprindelse bagud i tid er omdiskuteret. Der er muligvis tale om et fælles nordvestgermansk ord *sarki(z); om dette i sidste ende er lånt fra latin serica 'silke', er usikkert.

Særken eller en lignende underbeklædning vævet af plantefibre (formentlig nælder eller hør) synes dog at have været i brug i forhistorisk tid. Blandt andet har Huldremosekvinden fra Jernalderen tilsyneladende båret en sådan under sin kendte ulddragt. Plantefibre formuldes generelt hurtigere end animalske fibre, og tekstiler af plantefibre er derfor sjældnere og mere fragmentariske i arkæologisk kontekst.

Chemise, det franske ord for særk, er undertiden også blevet benyttet i Danmark, særligt fra omtrent 1800, men det danske ord har dog konstant været i brug, indtil det stort set erstattedes af chemise omkring 1900. Ordet chemise er dog særligt blevet brugt om en kjoletype, der blev populær i slutningen af 1700-tallet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig