Den første skrift

I slutningen af det 2. århundrede e.Kr. ser vi for første gang nedskrevet et navn, som det blev udtalt af de mennesker, der for knap to årtusinder siden levede i det nuværende danske område. Det står indridset med runer på en benkam, som blev fundet i det store våbenofferfund i Vimose på Fyn (se Et varsel om urotider). HARJA står der på kammen – det første personnavn vi kender fra vor oldtid.²⁸⁶ Med det begynder mennesket at træde ud af oldtidens anonymitet, og det første skridt på den lange vej til udviklingen af en nordisk skriftkultur var taget.

Nu er det ikke en ældgammel litteratur af digte og sagn, vi ledes frem til med disse de ældste skrifttegn. Ligesom det var tilfældet med den ældste skrift i Middelhavsområdet (se Pulsslag fra sydøst), blev runerne benyttet til korte meddelelser. Ja, deres betydningsindhold var endnu mere begrænset end den linearskrift B, som blev skabt i Grækenland i det 2. årtusinde f.Kr. Runerne var lydsymboler, som blev ristet på genstande af metal, træ og ben, – smykker, våben og brugsting, og de bestod ofte blot af nogle få tegn, enkeltord, de kunne indeholde personnavne eller korte sætninger. Men de er ofte uforståelige for os.

Hvorfor dukkede da skrivekunsten op hos os for knap 2000 år siden? Spørgsmålet har været diskuteret af runologer og sprogforskere gennem snart 200 år. Man har bl.a. foreslået, at de fønikiske, græske og etruskiske og latinske alfabeter skulle være inspirationskilden. Men endnu er der ikke givet noget dækkende svar.

Det står dog fast, at runerne er en fællesgermansk skrift, som blev skabt på grundlag af den alfabetudvikling, der havde fundet sted i Middelhavsområdet i det 1. årtusinde f.Kr. De ældst bevarede indskrifter fra Norden stammer fra sent i det 2. århundrede e.Kr. Men det er muligt, at germanerne allerede på Tacitus' tid, omkring 100 e.Kr. kendte til brugen af runer. Fænomenet er dog aldrig beskrevet i de klassiske kilder. Men Tacitus nævner, at der hos de germanske folkeslag eksisterede mærker indskåret i kviste.²⁸⁷ Han beskriver, hvordan man ved varselstagning indridsede kendetegn på småstave af træ, der så rystedes på et hvidt klæde. Om disse mærker var runer, ved vi ikke, men det er måske runemagi, han beskriver.

De ældste sproglige tekster overleveret på dansk grund er en række indskrifter affattet ved hjælp af en runerække bestående af 24 tegn, den såkaldte futhark navngivet efter de første seks runer. Denne 24-tegns futhark er bl.a. kendt fra indskriften på det korte guldhorn fra 400-tallet, men den kom i brug et par hundrede år tidligere og holdt sig i Danmark og det øvrige Sydskandinavien frem til eller lige efter år 700. I Sverige og Norge findes de ældre runer også på runesten. Det kendes ikke i Danmark.

Fra den yngre romerske jernalder kender man en del indskrifter spredt over hele Nordeuropa. I Sydskandinavien falder indskrifterne i to hovedgrupper: våben og redskaber fra de store våbenofringer og fra gravfund, der med enkelte undtagelser er rige kvindegrave.²⁸⁸ I tid tilhører indskrifterne stort set begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.²⁸⁹ Nogle få stykker rækker ned i begyndelsen af 4. århundrede. Ingen sikre er derimod fra det 1. århundrede f.Kr. Indskrifterne forekommer ofte på fibler, og der er hyppigt tale om personnavne.

I de senere år er flere nye indskrifter kommet til i Danmark. Bl.a. har man fundet en halv snes indskrifter på genstande i det store våbenofferfund fra Illerup Ådal i Jylland.²⁹⁰

I den ældre runeforskning søgte man gerne at opdele det sproglige runemateriale i forskellige sproggrupper og betegne dem med stammenavne, som dem vi kender fra forskellige skriftlige kilder. Det vil man i dag betegne som et noget hasarderet forsøg.²⁹¹ Man har også villet skelne mellem østgermanske og vestgermanske sproglige indslag i de danske runeindskrifter. Heller ikke den tanke synes holdbar, bl.a. fordi arkæologernes opfattelse af, hvor genstandene stammer fra, ofte ikke stemmer med sprogforskernes bestemmelser af indskrifterne.

Man har desuden længe ment, at de ældre skandinaviske runeindskrifter var udfærdiget på et relativt ensartet sprog. Dette formodede enhedspræg fik nogle til at tale om, at de fleste indskrifter fra det sydskandiaviske område, var oldnordiske.²⁹² Men bl.a. de nye fund fra Illerup Ådal rokker ved dette billede.²⁹³ Man kan nemlig nu påvise en ret stor variation i sprogbilledet, dvs. man må stille spørgsmålstegn ved det stærke enhedspræg, som mange mente, at indskrifterne med 24-tegns futharken havde over en lang periode. Snarere mener man, at vi på grund af den større variation i o-navnene, a-navnene og verbalendelserne må tale om et nordvestgermansk sprog. Det er dog stadig oldnordisk i den forstand, at det er modersprog til de senere nordiske sprog.

De første runetegn dukker som nævnt op i Danmark på genstande i mose- og gravfundene fra den yngre romerske jernalder. Omtrent samtidigt viser runerne sig i tyske, svenske og norske fund. Meget tyder på, at deres fremkomst hænger sammen med den øgede kontakt til kontinentet i netop den periode, og at det især var den nye krigerelite, der betjente sig af den skriftlige kommunikationsform.

NITHIJO TAWIDE står der indridset på et skjoldhåndtag af sølv, som tilhører et af i alt fem pragtskjolde fra våbenofferfundet Illerup Ådal.²⁹⁴ „Nithijo gjorde“, betyder det. Eller måske snarere „lod gøre“. Det er den ældste sætning, vi kender i nordisk sammenhæng. Ordet tawide kommer af udsagnsordet „taujan“, at gøre, og formen er tredje person datid. Ordet er bedst kendt fra den 200 år yngre guldhornsindskrift EK HLEWAGASTIR HOLTIJAR HORNA TAWIDO, hvor det dog står i første person og ender på o. På nudansk læser man guldhornsindskriften „Jeg Lægæst fra Holt gjorde hornet“.

Med sin placering på et af Illerup-pragtskjoldene hører navnet Nithijo hjemme i toppen af krigersamfundets hierarki. Han kan have været en af angribernes ledere. Og af arkæologernes fortolkning af Illerupfundet lærer vi, at han formentlig kom fra vestsiden af den skandinaviske halvø. Man kan tænke sig, at han havde lært bogstavernes betydning at kende gennem kontakten med romerne. Måske han som yngre gjorde tjeneste i den romerske hærs hjælpetropper.²⁹⁵

Man tillægger ofte runerne en magisk betydning. Men indskriften på skjoldhåndtaget fra Illerup virker som en simpel praktisk meddelelse, der synes ikke at ligge nogen magisk betydning bag. Det gælder heller ikke Illerupfundets øvrige indskrifter. WAGNIJO, nudansk Vagn, står der på to lansespidser. Det er formentlig et fabriksmærke. SWARTA, Sorte, står der på et skjoldhåndtag, læst fra venstre mod høje, og LAGUTHEWA, læst fra højre mod venstre, på et andet. Det er personnavne på samme måde som NITHIJO. Det samme er formentlig også GAUTHI, som er indridset på et ildstålshåndtag. Hertil kommer flere ulæselige eller uforståelige indskrifter på et drikkehorn, en spydstagehøvl og en dupsko af bronze.

Placeringen af indskrifterne på de forskellige genstande viser, at bærerne af navnene hørte til de ledende i hæren. Wagnijo har muligvis været leder hos angriberne. Nithijo og Laguthewa er navne ristet på skjoldhåndtag af sølv, også de hører til eliten. Navnet Swarta sidder på et skjoldhåndtag af bronze, som ligeledes hører til det øverste niveau af krigere. Runeindskrifterne forekommer altså på kostbart udstyr, som har tilhørt den gruppe af krigere, og som kan have haft forbindelser til romerne. Det kan derfor meget vel tænkes, at kendskab til runerne var en del af den legitimering, som den nye elite bestræbte sig på at skabe. Men ved at kun de udvalgte kendte runernes hemmelighed, indgik også et magisk element. For beherskelsen af skriften, betød muligheden for kommunikation mellem f.eks. de levende og forfædrene, dvs. at runerne var vejen til viden fra fortiden og viden om fremtiden – altså den visdom, der var helt central for etableringen og fastholdelsen af autoritet.²⁹⁶

Når man ofte har tillagt runerne en magisk betydning, ja, ment at de først og fremmest var hemmelige formularer, meddelelser til de døde eller til overnaturlige væsener,²⁹⁷ så kan det dog også for en del skyldes runologernes frustration over vanskeligheden ved at læse dem.

Men set under ét, må vi regne med, at runerne, i det lange tidsrum de var i anvendelse, optrådte i forskellige sammenhænge og blev opfattet på forskellig vis, hvori formentlig også indgik et magisk element. Opfattelsen af, at meningsfulde tekster som indskrifterne på f.eks. skjoldhåndtagene fra Illerup og guldhornet ikke er til for det menneskelige øje, må dog siges at være problematisk. Efter alt at dømme skal indskrifterne først og fremmest ses i forbindelse med mødet med den romerske kultur. De indskrifter, vi kender, stammer fra et stærkt romersk påvirket samfund. Her må et vist kendskab til den romerske skrift i praksis forudsættes. Det synes naturligt at se de sydskandinaviske runeindskrifter i denne sammenhæng, uanset hvor skriften så er opstået.