Idealiseret snit gennem en gravhøj med grave fra enkeltgravstidens tre afsnit: undergravstid, bundgravstid og overgravstid.

.

I gravene fra enkeltgravstiden er de dødes knogler sjældent bevaret. Et mørkt, fedtet lag kan imidlertid, som her i en grav fra Mølgård i Nordvestjylland, angive, hvordan den døde lå på siden med bøjede ben. Foran hans ansigt var anbragt en flintøkse.

.

Grav fra enkeltgravstiden udgravet ved Sarup på Sydvestfyn. Omkring graven stod et hegn af tætstillede stolper.

.

Enkeltgravskulturen er en kulturepoke i bondestenalderen ca. 2850-2250 f.v.t. Den kendes især fra Jylland med tusindvis af små gravhøje, de fleste i området vest for israndslinjen, men betegnelsen enkeltgravskultur bruges om det beslægtede snorekeramiske kulturkompleks i Holland. Højene rummer individuelle begravelser, hvor ligene ligger på siden med benene bøjede og ansigtet mod syd. Mandsgravene er især kendt for deres karakteristiske stridsøkser af sten, som også kendes fra det tæt beslægtede snorekeramiske kulturkompleks i andre dele af Central-, Øst-, og Nordeuropa. De gravlagte i enkeltgravskulturen har deres genetiske ophav på de ukrainske stepper.

I de tidlige enkeltgravshøje var gravene omgivet af cirkulære nedgravninger eller hegn. En lignende gravskik kendes fra et stort område mellem floderne Rhinen og Volga, hvor der, som i enkeltgravskulturen, forekommer snoreornamenter på lerkar og stridsøkser af sten; heraf betegnelserne snorekeramisk kultur og stridsøksekultur.

I Jylland gennemløb enkeltgravskulturen en række stadier, der efter gravenes placering i højene benævnes undergravstid, bundgravstid og overgravstid. I de yngre faser anvendte man også gravkamre af træ eller sten.

I Østjylland og på Øerne er enkeltgravshøje sjældne, og begravelser foregik hyppigt i dysser og jættestuer. Bopladser fra enkeltgravskulturen er dårligt bevaret. Erhverv og bosættelse belyses af pollenanalyser, som viser, at man ryddede et langt større areal end tidligere til græsning og korndyrkning.

Der kendes dog nogle få lette, stolpebyggede, spredtliggende huse (midtsulehuse) fra de senere faser af enkeltgravskulturen, mest toskibede huse, f.eks. i Hemmed Kirke på Djursland, Vorbasse i Søndre Midtjylland, og Enderupskov i Gram, Sønderjylland, samt et lille treskibet hus dateret til 2670-2390 f.v.t. i Tindbæk Hestehave i Østjylland.

Udover stridsøkser (økser med skafthul, i andre regioner også kaldet økse-hamre), finder man i enkeltgravskulturen også tyknakkede retøkser af flint, ofte af grovere håndværk og hovedsageligt poleret på æggen i modsætning til de fuldt polerede økser i tragtbægerkulturen. Dertil kan nævnes tyknakkede huløkser fra omkring 2600 f.v.t. som, givet deres hulslibning af æggen, sandsynligvis blev brugt som tværøkser.

Der kendes meget få metalfund fra enkeltgravskulturen, enkelte løsfund med usikker tilknytning til enkeltgravskultur, samt en kobberskive i en stenkistegrav i en tidligneolitisk langhøj i Rude i Østjylland, som måske kan tilskrives enkeltgravskulturen grundet paralleller i dele af Centraleuropa. Det tyder overordnet set på, at man endnu ikke forarbejdede metal i enkeltgravskulturen. Dette til trods for, at der er enkelte tegn på metalforarbejdning i Danmark i den tidlige bondestenalder længe før enkeltgravskulturen.

Ølbrygning i enkeltgravskulturen er også et ofte debatteret emne blandt forskerne. Da den primære kornsort var byg i denne periode, foreslås det, at den bl.a. blev brugt til ølbrygning. Fund af spirede kornrester i et bæger i en grav i Refshøjgård fra omkring 2800 f.v.t. kunne understøtte denne antagelse, men om det viser, at ølbrygning mere generelt hører til enkeltgravskulturen, er stadig usikkert.

Enkeltgravskulturens oprindelse

De tidligste kultof-14 dateringer (intervalgennemsnit) af snorekeramisk kultur i Europa, samt deres mulige oprindelses område i Ukraine omkring 3000-2900 f.Kr..
De tidligste kultof-14 dateringer (intervalgennemsnit) af snorekeramisk kultur i Europa, samt deres mulige oprindelses område i Ukraine omkring 3000-2900 f.Kr..
Licens: CC BY SA 3.0

Det har længe været diskuteret, om enkeltgravskulturen afspejler indvandring af en ny befolkningsgruppe, eller om der er i stedet er tale om en lokal videreudvikling fra den foregående tragtbægerkultur. Nye DNA-studier har vist, at enkeltgravskulturen og dens varianter (den snorekeramiske kultur og stridsøksekulturen) overalt i Europa tydeligt skyldes indvandring af folk fra steppeområdet nord for Sortehavet i Ukraine og måske nærliggende steppeområder i Rusland.

Det er stadig ikke afklaret, om indvandringen specifikt bestod af folk fra Yamnayakulturen (3300-2600 f.v.t.), eller om der er tale om lignende kulturer på den ukrainske steppe fra samme periode, da individer fra Yamnayakulturen genetisk meget ligner dem fra den snorekeramiske kultur. Mændene i Yamnayakulturen ser dog ud til at have båret andre Y-kromosomer end mændene fra snorekeramisk kultur. Man kan desuden se genetisk, at det flere steder i denne indvandring mest har været mænd fra steppen, som indvandrede til Central- og Nordeuropa. I dag udgør denne steppekomponent (i forskellige blandinger) den største del af de fleste central- og nordeuropæeres, herunder danskeres, genetiske arvemasse.

Nye kulstof-14-dateringer viser, at den pågældende indvandring gik enormt hurtigt (i et forhistorisk perspektiv), nemlig omkring 150-200 år med de tidligste dateringer for snorekeramisk kultur omkring 2920 f.v.t. i Bøhmen, Tjekkiet til omkring 2850-2800 f.v.t. på den vestjyske hede. Indvandringer fra steppen er muligvis fortsat i flere bølger indtil ca. 2300 f.v.t.

Denne migrationsperiode fra steppen er også den mest oplagte kandidat som årsag til spredningen af den indoeuropæiske sprogfamilie. Hvorvidt forstadiet til den germanske gren af den indoeuropæiske sprogfamilie også starter med enkeltgravskulturen er dog usikkert, da der ser ud til at have været en ny indvandring til flere dele af Danmark fra omkring 2350 f.v.t. af folk fra klokkebægerkulturen, som bærer en lignende genetisk steppekomponent. Med den tydelige indvandring virker det dog sandsynligt, at folk fra enkeltgravskulturen har talt en eller anden ukendt dialekt af indoeuropæisk. Dannelsen af den germanske sproggren kunne således være en blanding af tæt beslægtede indoeuropæiske dialekter, da DNA viser at disse steppefolk indvandrede til Skandinavien både fra Centraleuropa i syd, samt til Sverige via Finland og Østbaltikum i løbet af 700-800 år i 2000-tallet f.v.t.

Nye DNA-studier af enkeltgravskulturen og snorekeramisk kultur indikerer, at folk fra stepperne ikke blandede sig væsentligt med de lokale bønder i Danmark (tragtbægerkulturen), men i stedet med hyrder fra kugleamforakulturen, især i Polen, på deres vej til Danmark.

Yamnaya og Zhivotilovka-gruppen

Kulturelt har snorekeramisk kultur flere træk tilfælles med Zhivotilovka-gruppen i Ukraine og Moldova end med Yamnaya (nogle forhistorikere skelner dog ikke de to fra hinanden). Gravlagte individer fra Zhivotilovka-gruppen har samme varierende højre og venstre såkaldte hockerstilling som de fleste varianter af snorekeramisk kultur. Dog er de ikke endnu kønsbestemt endnu, og DNA fra dem mangler stadig, så det er usikkert, om de er gravlagt efter køn, hvilket som oftest er tilfældet i den snorekeramiske kultur. Yamnaya-kulturen på steppen har typisk mere udstrakte kropsstillinger, idet der dog er variationer.

Enkelte stridsøkser som dem, man kender fra den tidligste snorekeramiske kultur, kendes også fra Zhivotilovka-gruppen, og når Zhivotilovka- og Yamnaya-grave findes i samme gravhøje, ligger Zhivotilovka-grave stratigrafisk nederst, hvilket indikerer at de er en anelse ældre (c. 3300-3000 f.v.t.) end Yamnaya i det pågældende område.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig