Hal Koch

Hal Koch, Hans Harald Koch, 6.5.1904-10.8.1963, kirkehistoriker. Hal Koch voksede op i et hjem præget af præstegårds-kultur, med sans for historie, samfundsdebat, kulturkritik og socialisme (i engelsk forstand). Fra sin mødreneslægt arvede han en udpræget sans for praktisk indsats og økonomi.

Han blev student (Metropolitanskolen) 1921, cand.teol. 1926 og cand.mag. (fransk) 1929. Den afgørende inspiration til kirkehistorisk forskning kom, da han som 17-årig læste Ad. v. Harnacks hovedværk om oldkirken og selv drømte om at "skildre den europæisk-kristelige Kulturs Fødselstime".

Hans studier hos J. Nørregaard førte i samme retning – men han fulgte også ivrigt J. Oskar Andersens forelæsninger over dansk kirkehistorie – og som kandidat oversatte han Hj. Holmquists kirkehistoriske håndbog (bind 11) og publicerede en undersøgelse over det juridiske grundlag for oldtidens kristenforfølgelser (Teol. Tidsskr. 4, VIII). 1927–28 studerede han græske kirkefædre hos E. de Faye i Paris, 1929–31 var han i Italien og Tyskland (mest i Tübingen), og det grundige arbejde med patristikken satte frugt i Origenes-disputatsen Pronoia und Paideusis, 1932, om den platoniske filosofis gennemgribende indflydelse på kristendommen.

Med henblik på det kirkehistoriske professorat som ville blive ledigt efter J. Oskar Andersen kastede han sig derpå over dansk middelalder og arbejdede i kritisk tilslutning til Curt og Lauritz Weibull, Erik Arup og Ellen Jørgensen. 1934 udkastede han et færdigt arbejdsprogram (Teol. Tidsskr. 5, V) for forholdet mellem "regnum" og "sacerdotium"; samme år udgav han (Kirkehist. Saml. 6, I) en skarpsindig analyse af kilderne til ærkebispevalget 1177, og 1936 kom Danmarks Kirke i den begyndende Højmiddelalder I-II som behandlede forholdet mellem kirke og konge og tegnede et billede af de kirkelige institutioner og embeder; undersøgelsen fulgtes op med en anden (Hist. Tidsskr. 10, III) om de ældste danske klostres forhold til deres orden, til konger, paver og bisper. Et hovedsynspunkt – som bl.a. arkæologien siden har rokket ved – for Hal Koch var det, at sognekirkerne i vid udstrækning er bygget af bønderne selv og at deres "germanske" ejendoms- og præstevalgsret længe bestod som et kirkeligt anerkendt patronat.

1936 vandt Hal Koch – i konkurrence med Bjørn Kornerup – professoratet i nordisk kirkehistorie. Han blev en meget afholdt, inciterende og ukonventionel lærer; stort set lagde han derefter de patristiske og middelalderlige primærstudier til side, men hans stadige læsning i disse emner satte sig stedse spor, fx i en mængde recensioner og artikler, og hans store kundskaber og umådelige arbejdsevne førte jævnlig til grundige, og i bedste forstand folkeligt skrevne, afhandlinger.

Således skrev han i Gyldendals Verdenshistorie 1936–38 først om kirkens historie indtil Konstantin (I), så om folkevandringstidens historie (II) og (sst.) om kirken i middelalderen ("sjældent er vel nogen med større Iver gaaet til et saadant bestilt Arbejde"), og spændingen mellem det antikke, det germanske og det jødisk-kristelige afdækkedes i en rigt facetteret skildring af de talløse konflikter, gensidige infiltrationer og sammensmeltninger af uensartede elementer; metoden var til dels overtaget fra den formhistoriske skole i bibelforskningen.

Både før og efter 1936 var Hal Koch en anset lærer ved det akademiske studenterkursus, og han fandt tid til i Schultz' Danmarkshistorie (I, 1941) at fortælle om Det danske Folk 1042–1241, et arbejde som i stærkt udvidet form lå til grund for første bind af Den danske kirkes historie (1950) hvis otte bind han planlagde og delvis redigerede sammen med Bjørn Kornerup.

I mere populær form anvendtes samme stof i bind III af Politikens Danmarkshistorie (1963). 1939 kom den lille, meget benyttede Danmarks Kirke gennem Tiderne (5. udg. 1960) som viste at nu havde også 1800-tallet fascineret Hal Koch til nye opgaver. Det rids af den samlede ikke-nordiske kirkehistorie han 1943 udgav i Håndbog i Kristendomskundskab omarbejdedes 1963 til Kirkens historie. Fra apostellid til atomtid, en også meget brugt håndbog som kom i adskillige udgaver.

Om sin personlige udvikling talte Hal Koch altid kun lidt, men tydeligt nok blev han i 1930'erne barthianer ("Barthianismen kom til mig og min Generation som en Aabenbaring"); det gav sig udslag i et Luther-studium (jfr. den 1958 publicerede lille bog om Luther) og i en bidsk polemik mod Oxford-bevægelsen; som en typisk kirkelig barthianer viste han sig også i artikelsamlingen Lidt af hvert, 1940 hvor teologiens funktion bestemmes ud fra kirkens forkyndelse og kirkehistorien som en "dialektisk Drøftelse" med fortiden for "at møde Medstridende, at drives fremad paa Banen".

Men omtrent samtidig kom en ny "åbenbaring" til: Hal Koch så sig pludselig konfronteret med N.F.S. Grundtvig, først ved en kritisk gennemgang af nyere Grundtvig-litteratur som – bortset fra Vilhelm Grønbech – ikke fandt nåde for hans øjne (Dansk teol. Tidsskr. 1939), ligesom han gjorde kritisk op med Hjalmar Helwegs tese om Grundtvigs maniodepressive psykose (Festskr. til Aage Friis, 1940) som han i og for sig ikke benægtede, men fandt ligegyldig i forhold til at Grundtvig var en "Oplevelse for hver, som virkelig har historisk Nerve"; thi hvad man end mente om hans anskuelser og psyke, så var han nået ud til "Livets Grænseland" og kunne derfor ud af sine "Syner" tale med profetisk myndighed.

Den egentlige inspiration til Grundtvig-studiet kom fra Anders Nørgaards trebindsværk Grundtvigianisme, hvis opgør med den "frafaldne" grundtvigianisme og fremhævelse af "den mageløse opdagelse" Hal Koch fandt var sin "Vægt værd i Guld". Nørgaards grundsyn ligger tydeligt nok også bag Hal Kochs egen store Grundtvigbiografi der opstod af en forelæsningsrække i efteråret 1940, Grundt vig, 1943 (2. udg. 1959, desuden udg. på bl.a. fransk 1944, tysk 1951, arner. 1952). Bogen er vel hans mest helstøbte; de biografiske afsnit står med klare farver, det kirkelige og det folkelige syn er (nok i for høj grad) udledet af 1825, og Grundtvig – der fremstilles som Luthers legitime fortsætter – er fremfor alt tolket ud fra sin virkelighedstroskab og frihedssans. 1940 begyndte han sammen med Georg Christensen at udgive den med ypperlige indledninger forsynede 10-bindsudgave af Grundtvigs Værker i Udvalg.

Efter krigen fortsatte Hal Koch arbejdet med middelalderen – nu mest gennem anmeldelser – og oldkirken. Han behandlede påny kirken og romerriget i forfølgelsestiden (Dansk teol. Tidsskr. 1947), og i Festskriftet til J. Nørregaard skrev han s.å. om den infiltration af orientalske gudekongemyter som lå til grund for kejserkulten og overvandt de ældre, græsk-romerske demokratiske ideer.

1948 (Dansk teol. Tidsskr.) belyste han overgangen til statskirke i 300-tallet og i universitetets årsskrift 1952 kom den store afhandling Konstantin den Store. Pax Romana – Pax Christiana – ny udgave 1961 – som delvis i tilslutning til H.P. L'Orange påviste strukturfællesskabet mellem kirkens "kristuskult" og romerstatens "kejserkult" og skildrede hvordan kristendommen blev "statsbærende Myte" i det af den selv modificerede gudekejserdømme; Hal Koch mente at kirken lettere kunne være kommet til rette med en sekulariseret stat, men sammenslutningen af stat og kirke skete på en tid hvor staten igen gennem soldyrkelsen var "opmytologiseret"; derfor videreførtes forbundet mellem religion og politik og teologiens mytisk-spekulative tænkning gennem lange tider, så meget mærkeligere som kristendommen i sit væsen er antimytisk – hvilket fremgik af Hal Kochs skildring af Jesu forkyndelse og hans konflikt med jødedommens politisk-religiøse ledere. Fremstillingen af brydningerne i Konstantins epoke præges i nogen grad af Hal Kochs erfaringer under krig og besættelse. 1954 kom som bind VI af Den danske kirkes historie beskrivelsen af perioden 1800–1849, fremragende skrevet, kritisk over for 1800-tallets personlig-hedsdyrkelse (hvilket ikke hindrer at Hal Koch gav prægnante rids netop af personlighederne).

Men værket er skævt, dels fordi Grundtvig dominerer billedet langt mere end han gjorde i samtiden, dels fordi Hal Koch stort set bygger på farfaderens (L. Koch) værker om samme tidsrum (hvad han også blankt vedgår) og kun i ringe grad har indarbejdet nyere forskning, for slet ikke at tale om at bogen ikke kunne tage hensyn til den omfattende forskning over vækkelserne som begyndte i 1950'erne, et misforhold som i nogen grad rettedes op gennem Hal Kochs egne bidrag til studiet af 1800-tallet – bl.a. i samleværket Et kirkeskifte (1960). Også Hal Kochs behandling af Søren Kierkegaard må kaldes utilfredsstillende, dels fordi han undervurderede Kierkegaards kirkehistoriske og almenkulturelle betydning, dels på grund af et personligt ressentiment.

Arven efter J. Nørregaard – hvis fragment om Augustins De civitate Dei Hal Koch sammen med Chr. Thodberg udgav 1954 – gav ideen til det Institut for dansk kirkehistorie Hal Koch (der var et talent til at rejse penge for alle mulige formål) grundede 1956, og som især i de første år drev en omfattende forsknings- og publikationsvirksomhed.

Foruden mange monografier udgik herfra det store syvbindsværk om vækkelserne i første del af 1800-tallet (1960–77), og Hal Koch ville også lade instituttet gå i dybden med forholdet mellem kristendom og folkereligion og drive sociologiske og sociografiske studier. I Et kirkeskifte ydede Hal Koch selv betydelige bidrag på disse områder og viste sin sympati for folkereligionen kontra den personligheds- og aktivitetsreligion som stort set tegnede "Firmaet" i 1800-tallet – og på mange måder viste sig at være en "skuffelse".

Alligevel havde han megen sympati for den kirkelige aktivisme som lå bag det kbh.ske kirkefond, hvis primære kildeskrift ("Kirkens Venner"s korrespondance) han 1955 ledsagede udgivelsen af med en grundig indledning. 1963 kom samleværket Tro og tale, hvor Hal Koch bidrog med en afhandling om Hans Tausens forkyndelse. Den sidste bog, Kristendommens oprindelse, 1963 (5. opl. 1967) indeholder ikke meget nyt, men giver klart udtryk for Hal Kochs syn på kontrasten mellem Jesu forkyndelse og det antikke åndsliv, platonisk og stoisk filosofi og kejserkult.

Bind VIII (1900–1965) af Den danske kirkes historie skulle Hal Koch selv have skrevet, men døde forinden; nogle af hans forarbejder indgik i det bind P.G. Lindhardt 1966 udsendte. Posthumt foreligger (1966) Om tolerance (dele deraf fandtes i Gyldendals Julebog, 1963), en samling af artikler udg. af Bodil Koch.

Til det allerede nævnte forfatterskab – oversigten er langtfra fuldstændig – kommer også et meget omfattende medarbejderskab ved forskellige leksika: Dansk biografisk Leksikon (2. udg.), Salmonsens Konversationsleksikon, Den lille Salmonsen, Kirkeleksikon for Norden, Nordisk teologisk Leksikon, Paulys Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft, Religion in Geschichte und Gegenwart og en mængde bidrag til danske og udenlandske tidsskrifter og samleværker; desuden skrev Hal Koch jævnlig i dagblade (især i Politiken, hvis chefredaktørstol i øvrigt blev ham tilbudt).

Han redigerede også flittigt: Dansk teologisk Tidsskrift, Teologiske Studier, Kirkehistoriske Studier, Classica et mediaevalia, Ad Fortids Veje og Vor Viden. 1958 blev han medlem af Videnskabernes selskab, af Det kgl. selskab for fædrelandets historie og samme år formand for Selskabet for Danmarks kirkehistorie. Han sad i bestyrelsen for Gads fond, var en kort tid formand for J. Oskar Andersens fond, blev dr.teol. h. c. i Uppsala 1957, og ved sit eget universitet havde han talrige tillidsposter: i konsistorium og stipendiebestyrelse, efor for Nordisk kollegium (under krigen) og siden for Borchs kollegium.

Hak Kochs forfatterskab var præget af samme personlige engagement som hans undervisning og publikationsvirksomhed. Tit lå der en "højaktuel" situation bag de initiativer han tog. Trods alle ændringer, modifikationer men også radikaliseringer vedblev teologi for ham at være en "kirkelig funktion" med et klart formål; det betød ikke afslag på de videnskabelige krav, men bevidsthed om at videnskab i forhold til virkeligheden er en bevidst indskrænkning af synsfeltet, begrundet i "det menneskelige Intellekts" tilbøjelighed for sådanne afgrænsninger.

Forfatterskabet samlede sig, udsprunget af en personlig interesse, om visse problemkredse; der er ikke mange sider af kirkehistorien han ikke har beskæftiget sig med, selvom han langtfra skrev om dem alle, men han nærmede sig altid problemerne ud fra bestemte synsvinkler: humanisme og kristendom, stat og kirke, de store nybrydende personligheder, de brede folkebevægelser.

Han levede i en bestandig spænding mellem humanisme og kristendom; det viste sig stærkt i de patristiske eller middelalderlige studier og i den spænding han så genoplevet i 1930'erne, da der i Europa forelå både en sekulær og demokratisk tænkning og – gennem nazismen – en vældig opmytologisering af "gudekongedømmet".

Hans store optagethed af Grundtvig løb videre i sansen for den kristelige og folkelige vækkelse og dens betydning for det danske demokratis tilblivelse, men des mere kritisk blev han over for 1800-tallets (og nutidens) kulturelite.

Med sit arbejde ville han bidrage til en sand folkelig vækst, og med årene slog arven fra hjemmets kulturpietisme stærkere igennem (H.A. Brorson blev ham som salmist kærere end Grundtvig), ligesom han videreførte faderens interesse for ydre mission i et stort og af personlige ofre præget arbejde for Santalmissionen. "Humanisme og kristendom – spændingen består. Mennesker er vi, og det var som medmenneske, at Gud åbenbarede sig". Den samme spænding mærkes også i hans prædikener (flere er trykt); han havde siden sidst i 1930'erne gerne villet være præst – folkekirkens "velordnede anarki", dens frihed og rummelighed tiltrak ham – men først 1958 lykkedes det ham at blive ordineret som hjælpepræst ved Holmens kirke.

Under og efter krigen gjorde Hal Kochs kamp for det danske demokrati for alvor hans navn kendt i offentligheden. Under tryk af den tyske besættelse og begivenhederne i sommeren 1940 opstod den nationale bølge og fra flere sider samledes kræfterne, ikke om aktiv modstand men om at bevare de kulturelle og nationale værdier; det skete i følelsen af at antiparlamentariske "genrejserpartier", derunder det tysk-støttede naziparti, var ved at få vind i sejlene, og samlingsbestræbelsernes i første omgang vigtigste resultat blev Dansk ungdomssamvirke, en sammenslutning af alle danske ungdomsforeninger.

Hal Koch indledte (18.9.) sine Grundtvig-forelæsninger, og tilstrømningen var så stor at de (som omgående blev trykt i Berl. Tid. og siden udgivet i Grundtvig-bogen) måtte dubleres. Indledningsforelæsningen var holdt i et højstemt sprog som ellers lå Hal Koch fjernt; den vendte sig mod 1930'ernes psykologiske og socialrealistiske opfattelse af begrebet "virkelighed" og pegede på Grundtvig, "seeren der som livets kårne spejder har skuet ned i dybe kilder, skjalden der i myter og kvad formår at genskabe hvad han har skuet", nemlig det danske menneskeliv som "vor" egentlige virkelighed.

I et samtidigt foredrag slog Hal Koch fast at nok skal kristendom og danskhed ikke blandes sammen, for evangeliet er en dom over alt menneske- og folkeliv, men samtidig et kald til ansvarlighed for netop dette liv. Dagens "virkelighed" hedder Danmark, og han advarede mod "de vældige karle" som nu fordommer fortiden, men intet har at byde nutid og fremtid. For offentligheden havde Hal Koch dermed placeret sig som en mand der både var "national" og "kulturel", og samtidig repræsenterede den kirkelige tradition krisen påny havde gjort aktuel; desuden tilhørte han (uden endnu at være partimedlem) venstre fløj af socialdemokratiet, hvis forsvarspolitik i 1930'erne han dog ikke delte.

Han måtte alt i alt anses som egnet til formand for ungdomssamvirket, og efter sit valg (okt. 1940) gav han det en anden linje end oprindeligt påtænkt: nationalismen var farlig, fordi den kunne udnyttes af nazismen og genrejserne, og den nationale bølge skulle i stedet "bruges" til en "pågående og hård propaganda for det demokratiske styre". Det drejede sig om at "politisere" ungdommen; alene det rummede samlingsmuligheden, mens det religiøse og kulturelle snarere splittede.

At det var rigtigt set fremgik bl.a. af at de kristelige ungdomsforeninger utvetydigt sagde fra og nægtede at deltage i "det selskab" af alle slags foreninger hvor "det kristelige" ikke kunne gøre sig gældende. Hal Koch beklagede, men forstod – bedre end de fleste – denne holdning; han fastholdt at "vi var danske før vi blev kristne"; derfor kunne man være uenige om så meget, men det var nok blot at være enige om demokratiet, dvs. om at "give dansk ungdom den opdragelse som et frit på folkestyret grundet samfund kræver" (jfr. Hvad er Demokrati?, 1945).

Synspunktet vakte kritik i samvirket, men Hal Kochs linje slog igennem, og han kastede sig ud i et rastløst oplysningsarbejde, især ved foredrag landet over (ofte flere på én dag); de havde, underforstået, aktuel baggrund, men var oftest historiske, skildrede Eskil og Absalon og valdemartidens kamp for at bevare Danmark frit overfor Tyskland eller middelalderens demokratiske og lovskabende tingmøder. Tilstrømningen var overalt formidabel, og det blev siden erkendt at Hal Kochs indsats var en væsentlig grund til at genrejsere og nazister tabte terræn.

Mens situationen skærpedes: 1941–43 hævdede Hal Koch ufortrødent at det ikke gjaldt om aktiv modstand, men at samles om "konge, regering og rigsdag". Selv da Erik Scavenius i efteråret 1942 trådte til, bevarede Hal Koch sin tillid til regeringen (bl.a. fordi Knud Kristensen og Jørgen Jørgensen sad i den); før valget 1943 udfoldede han påny en intens politisk propaganda for at afstemningen kunne blive en magtfuld støtte til de på rigsdagen samarbejdende politiske partier, og i valgresultatet så han som en stor sejr.

Men i sommeren 1943 gik situationen for alvor i skred, modstandsbevægelsen tog fart og under de forhold fremsatte Hal Koch sine mest angribelige (i alt fald mest angrebne) udtalelser: der er et politisk og et folkeligt embede; politikernes sag er at "klare ærterne" inden for de rammer rigsdagen har afstukket; derfor kan de komme til at "krænke retten", håne "friheden", lyve om forholdene, for de skal finde "udveje", ikke "finde sandheden". Men "det folkelige embede" har et andet ansvar: at tale "om retten og friheden og menneskeligheden". Udfordrende hed det: "vi står solidarisk med statsmændene i bundetheden til land og folk ... vi tror fuldt og fast at politikerne i deres samarbejde (med tyskerne) har valgt den rette vej (når man ikke ville kæmpe den 9. april 1940) ... men deres opgaver er ikke vore, så lidt som vore er deres. Der er stor forskel på embeder. Hver får passe sit og tage dets kår". Ordene vakte uhyre kritik, og i et svar (Vandene skilles, 1943) til en af angriberne, K.E. Løgstrup, erkendte Hal Koch at den aktive modstand nu var stærkere end samlingspolitikken, men når man engang havde valgt neutraliteten skulle man ikke i sidste øjeblik koble sin "lille legevogn" på det store "triumftog". I et kommende opgør ville Hal Koch i alt fald ikke falde politikerne i ryggen: "eftersom jeg er ét med mine egne, vil jeg aldrig fornægte dem, hvad de end gør"; der kan meget vel komme den dag hvor regering og rigsdag siger nej og bliver fjernet; men så foreligger en helt ny situation. Den dag kom samme dag (28.8.1943) det lille skrift udkom.

Hal Koch blev arresteret, sad nogle uger i Horserød og oplevede siden et forsøg på clearing-mord som han kun med yderste livsfare slap fra. Under de følgende diskussioner om retsopgøret hævdede han (heftigt modsagt af modstandsbevægelsen) at straffelove med tilbagevirkende kraft burde være utænkelige: tyskerne måtte drage ud som man havde ladet dem drage ind; danske "krigsforbrydere" kunne i nogle tilfælde dømmes efter gældende lov, andre var hårdt nok ramt ved omgivelsernes foragt; efter besættelsen og under retsopgøret fastholdt han ubrydeligt at politikerne måtte vedgå arv og gæld for samlingspolitikkens periode.

Da straffelovstillægget (med tilbagevirkende kraft) kom, protesterede han voldsomt, dels i bogen Jeg anklager Rigsdagen. 1947, dels i opsigtsvækkende artikler i tidsskriftet Frie Ord I-III som han 1946–48 udgav sammen med Vilh. Grønbech. Den situationsbestemte lovgivning oprørte ham, den måde hvorpå retsopgøret gennemførtes kaldte han (med C. B. Henriques' ord) et "juridisk galehus" og især vendte hans kritik sig mod borgerskabets tale om "ansvar" ("plager Fanden jer, alle I pæne, anstændige, moralsk og økonomisk velhavende mennesker? Tror I, at vi har ret til at dømme, til at gøre ansvaret gældende? Tror I, at vi har ret til andet end solidarisk at bøje hovedet? Hvor var vi henne den dag da hine voksede op i nød og synd og elendighed? Skulle vi nu sidde i vore magelige stole og pege fingre? Jeg siger igen: plager Fanden jer – eller hvad tænker I på?").

Et folk kan tåle at der pilles ved heltene, men "vi kan ikke finde os i at man tager kæltringerne fra os, for hvorledes skal det så gå med ansvaret" – det ansvar der på bramfrit dansk slet og ret betyder: "vi må have nogle vi kan hænge op. Der må være nogen som har skylden for at et så fortræffeligt folk er kommet ud i det uføre ... det kan da ikke være vores skyld!" Man kan ikke holde retsopgør uden at drage politikerne ind, eller inddrage alle fra kongehuset til de arbejdere der frivilligt påtog sig arbejde for tyskerne; det er uværdigt at politikerne nu siger at folk må forstå at "ordene ikke var ment som de var sagt". Politisk moral betyder "sammenhæng ... mellem ord og handlinger, at fortidens ord og handlinger er indkalkuleret i nutidens holdning".

Regering og rigsdag burde have sagt nej til de "historiske mytedannelser", fx at politikerne hele tiden havde været de skrappeste frihedskæmpere. I øvrigt gav Hal Koch adskillige eksempler på ujævn behandling ved domstolene, på modstandspressens hysteri når dommene ikke var efter ønske og på besværet med at få de frifundne respekteret på arbejdspladserne.

Under og efter krigen deltog Hal Koch også livligt i den fortsatte diskussion om sekulariseringen som kirkelige kredse, ikke mindst barthianske teologer, bekæmpede ud fra det synspunkt at det er kirkens ret – og pligt – at forme eller dog øve indflydelse på samfundet. Ud fra Luthers lære om det åndelige og det verdslige regimente og Grundtvigs skel mellem kristeligt og menneskeligt-folkeligt sagde Hal Koch ja til sekulariseringen: samfundet skal styres med "ret og billighed", fornuft og samvittighed; her yder evangeliet ingen hjælp, og desuden har de kristnes samfundssyn alt for tit gået ud på barmhjertighed, ikke retfærdighed, dvs. social tryghed, uddannelse og forsvarlige boliger; trods kristne enkeltpersoners strålende indsats har "den ugudelige og marxistiske arbejderbevægelse så vist udrettet mere". Nok har kirkens forkyndelse ofte haft sociale og kulturelle virkninger, men nu ser det ud til at al kraft og initiativ er borte, og så kæmper man for "garantier", for "magt og positioner!" I den forbindelse henviste Hal Koch igen til forholdet mellem kristendom og humanisme og til den sokratiske dialog som tegn på at mennesket fra fornuft og samvittighed, også uden kristendommen, kender forskel på godt og ondt; Jesu forkyndelse forudsatte denne viden, og derfor skal kristne ikke optræde "som de sikre der kan klare det hele" – socialt og politisk må de trække på lige hammel med alle andre.

Da Krogerup højskole stiftedes 1946 blev Hal Koch forstander; samtidig bestred han professoratet, og alle sine andre aktiviteter. Krogerup skulle efter hans begreb realisere Grundtvigs egentlige højskoletanke: en dansk borgerskole "for menneskelivet", en skole der opdrager i hvad det vil sige at være menneske og borger i Danmark, bestemt af landets sprog, historie og kultur, konkret og virkelighedsnært forstået; når det ikke i større omfang lykkedes at samle landboungdom på Krogerup hang det også sammen med, at Hal Koch stadig arbejdede for den sociale udbygning (især hvad angår uddannelses-, fritids- og boligproblemer); han var 1946–52 formand for ungdomskommissionen og lagde navn til et vidtgående reformprogram der imidlertid på det tidspunkt var for vidtgående og i landbokredse mødte en forbitret modstand som 1950 bragte ham i uforsonlig konflikt med landbo- og husmandsforeningerne, netop på spørgsmålet om bolig og fritid. I sine sidste år beskæftigede Hal Koch sig også meget med ulandsproblemer (således i Fremtiden formes, 1962, 2. udg. 1964), især ud fra det synspunkt at kun en teknisk udbygning kunne løse ulandenes sociale problemer.

Efter 1956 vendte Hal Koch helt tilbage til universitetet og til en omfattende virksomhed gennem Institut for dansk kirkehistorie; han kunne være blevet Københavns biskop og der var tale om at give ham en fremtrædende diplomatisk opgave i udlandet, men selv drømte han om at tilbringe sine sidste embedsår i en rolig landsbypræstegård (og gjorde vistnok et forsøg på at realisere tanken).

I virkeligheden var han træt; nok skrev og talte han omtrent som før, men det kneb med kraft og initiativ. Gennem mange års uafladeligt slid og nattevågen havde han budt sit helbred mere end godt var, og han følte det med mismod, selvom han stadig kunne virke oplagt og veltilpas. Huset på Mols hvor han hvilede ud blev ham kærere og kærere, og på færgen mellem Grenå og Hundested ramtes han en sommerdag af det hjerteslag der endte hans liv.