Sfinks, en. [sveɳ'(g)s] (tidligere alm. skrevet Sphinx). flt. -er ell. † -e (Meyer.1-2) ell. (nu næppe br.) m. lat.-gr. form sphinges (EPont.Atlas.II.268. jf. Meyer). ((over lat. sphinx) fra gr. sphínx; sml. Jomfruløve) 1) (især mytol., æstet.) fabeldyr med menneskehoved og dyrekrop; egl. om et saadant uhyre (bevinget og af kvindelig natur), der if. græske sagn holdt til ved Theben og dræbte de vejfarende, naar de ikke kunde løse den gaade, den stillede dem (Kierk.I.131. FrPoulsen.OD.66f.100ff.), senere overført paa ægyptiske fremstillinger af et (oftest mandligt) væsen med løvekrop og menneske- (ell. fugle-, vædder-)hoved, afbildet i liggende stilling og symboliserende fyrster ell. guder, men af fremmede opfattet som fremstillinger af det græske sagnuhyre. (i best. f. alm. om “den store sfinks” i ørkenen ved Giseh, se fx. Sal.2XXI.304). (ægypternes statuer) ere ikke frit forarbeidede . . de have altid . . imodstøttet deres Sphinxer og andre Dyr. Wiedewelt.T.5. HCAnd.(1919). I.252. *Jeg (dvs.: Hermione) hos min Moder sad i Arnens Krog, | Mens Eventyr om Sphinxen hun fortalte. PalM.(1909).I.277. Stilart.33. i sammenligninger. *Liig Sphinxen hviler Kirken, | Og stirrer vide ud. Winth.I.159. Katten . . sad Sfinx i Stolen. ThitJens.G.120. 2) (især 
) om (kvindelig) person (ell. overnaturligt væsen), der minder om en sfinks (ved at tale i gaader, ved gaadefuld ell. grusom karakter). *“Jeg sætter Trods mod Trods.” – “Ha skiønne Sphinx (dvs.: hans pludselig forvandlede hustru, der nu hader ham)! | Saae jeg dit Ansigt kun, og skiulte du | Mig Løvekløerne?” Oehl.F.(1816). 185. Pilsudski . . Polens tavse Maréchal, Sphinxen i sit Lands Politik. Tilsk.1928.I. 385. jf.: Herpaa kan kun Fremtidens Sphinx give Svar. Hornaday. FraNaturensVidunderlande.(overs.1926).158. 3) (jf. Sfinkssommerfugl; zool., foræld.) sommerfugl(e-larve) af familien Sphingidæ, hvis larver (jf. vAph. Nath.V.57) ved at bære hovedet oprejst minder om de billedlige fremstillinger af en liggende sfinks (1); aftensværmer. vAph.Nath.V.57. Funke.(1801).I.453. Meyer.
) om (kvindelig) person (ell. overnaturligt væsen), der minder om en sfinks (ved at tale i gaader, ved gaadefuld ell. grusom karakter). *“Jeg sætter Trods mod Trods.” – “Ha skiønne Sphinx (dvs.: hans pludselig forvandlede hustru, der nu hader ham)! | Saae jeg dit Ansigt kun, og skiulte du | Mig Løvekløerne?” Oehl.F.(1816). 185. Pilsudski . . Polens tavse Maréchal, Sphinxen i sit Lands Politik. Tilsk.1928.I. 385. jf.: Herpaa kan kun Fremtidens Sphinx give Svar. Hornaday. FraNaturensVidunderlande.(overs.1926).158. 3) (jf. Sfinkssommerfugl; zool., foræld.) sommerfugl(e-larve) af familien Sphingidæ, hvis larver (jf. vAph. Nath.V.57) ved at bære hovedet oprejst minder om de billedlige fremstillinger af en liggende sfinks (1); aftensværmer. vAph.Nath.V.57. Funke.(1801).I.453. Meyer. 
