Det var oprindeligt den liberale oppositions ønske, at Junigrundloven kom til at gælde for både kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, men Junigrundloven kom aldrig til at gælde for Slesvig. De europæiske stormagter med Rusland i spidsen pålagde efter Treårskrigen 1848-1851 den danske regering at etablere endnu en grundlov, som skulle gælde for de fælles anliggender for hele det danske monarki, foruden kongeriget Danmark også hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Med en grundlovsindskrænkning fra 29. august 1855 blev Junigrundlovens og Rigsdagens virkefelt derfor begrænset til kun at være kongeriget Danmarks særlige anliggender: Retspolitik, undervisningspolitik, kirkepolitik, kulturpolitik, socialpolitik, men derimod ikke forsvars-, told- eller udenrigspolitik, der var såkaldte fælles anliggender for hele monarkiet. Disse anliggender blev nu Helstatsforfatningens og dens parlament Rigsrådets virkefelt.
I samme forbindelse blev paragrafferne 1, 4-17, 21, 23, 33, 54 og 71, der omhandlede arvefølgen, kongemagtens status og reglerne for, hvordan man fik indfødsret, ophævet. Bestemmelserne for disse områder fandtes herefter i Helstatsforfatningen.
I denne beskårede tilstand forblev Junigrundloven i kraft indtil 28. juli 1866, hvor den blev erstattet af den gennemsete Grundlov (1866-grundloven).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.