Egense Kirke er en kirke ved Egense, lidt vest for Svendborg.

Kirkebygning

Kirken består af et skib fra romansk tid. I senmiddelalderen erstattede man det romanske kor med en østforlængelse af skibet, ligesom man opførte et tårn på skibets vestende. Våbenhuset på nordsiden er fra 1700-tallet, men har siden en restaurering i 1861-1862 fungeret som kapel og redskabsrum.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med røde tegl. Dens udvendige udseende skyldes en omfattende restaurering i 1861-1862, hvor blandt andet de karakteristiske stræbepiller blev bygget på.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Egense Kirke, hvor de ældste dele er bygget af rå og kløvede kampesten.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige detaljer. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren er for længst tilmuret, og de fleste spor af den forsvandt ved indsætningen af et vindue på dens plads i 1860’erne. Den tilsvarende norddørs åbning er bedre bevaret. Den er tilmuret, men ses endnu som en niche inde fra kapellet, som den plejede at forbinde med skibet. Tre små vinduer fra romansk tid findes bevaret i tilmuret stand, svagt synlige på det udvendige murværk.

Tilbygninger og ombygninger

I senmiddelalderen blev det romanske kor revet ned, og et langhuskor på to og et halvt fag blev opført i forlængelse af det romanske skib. Kirken blev derved til et langhus, hvor koret i dag udgør det østligste fag. Udvidelsen er opført af rå kamp og munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. I sydfacaden er indmuret tre granitsten fra romansk tid, muligvis gamle gravsten.

Tårnet blev opført i samme periode af tilsvarende materialer. Det var oprindeligt kun en smule højere end resten af kirken, og fik først sin nuværende overetage senere. Siden restaureringen i 1860’erne har tårnrummet fungeret som våbenhus, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest samt hver 13 trappeformede kamtakker, samt en blændingsdekoration.

Våbenhuset fra 1700-tallet er bygget af gule mursten med kampesten nederst i fundamentet. Siden restaureringen i 1860’erne har bygningen været kapel og redskabsrum, med adgang via en dør i vestenden ned mod skibet.

Restaureringen i 1861-1862 var meget hårdhændet, hvilket var typisk for tiden. Foruden flytningen af indgangen til tårnrummet blev en ny mur skudt ind for at adskille langhuset i et kor og et skib, korets østgavl blev revet ned og genopført, ligesom de førnævnte stræbepiller blev opsat, hvorefter kirken til sidst blev dækket i et tykt lag cementmørtel, som først blev fjernet i 2006.

Kirkens indre

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og hvælvede lofter, mens gulvene er belagt med gule, røde og sorte teglsten i mønstermuring

Inventar og gravminder i Egense Kirke

Inventaret i Egense Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt renæssancen er stærkt repræsenteret.

Døbefont fra romansk tid

Ældst blandt inventaret er den romanske granitdøbefont, der er bemærkelsesværdig ved sin runeindskrift, formentlig med navnet på stenhuggeren, ”Astred”, Ikkreus’ søn.

Prædikestol fra omkring 1560

Den usædvanlige prædikestol er rigt udsmykket med udskårne relieffer af mand- og kvindehoveder påklædt efter tidens mode, ligesom der også findes et væld af forskellige udskårne ranker, havvæsener og engle.

Altertavle fra 1617

Kirkens altertavle er en renæssancetype, kendetegnet ved den ”arkitektoniske” opbygning, hvor det store stykke i midten er opdelt i tre af fire søjler, som bærer et mindre, ligeledes søjleindrammet topstykke. Storstykket er udsmykket med et maleri af den Sidste Nadver i midten, mens topfeltet har et korsfæstelsesmaleri.

Gravminder

Af gravminder i kirken kan nævnes to romanske gravsten indmuret udvendigt i kirkens murværk, samt to store gravsten fra ca. 1556 og 1572.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig