Johannes Nordentoft

Johannes Nordentoft, 20.9.1868-6.5.1948, præst, redaktør. Født i Brabrand, død på Frbg., urne på Brabrand kgd. N. blev student (Århus) 1885 og cand.teol. 1891. I studietiden påvirkedes han af biskop Th. Skat Rørdams forkyndelse og sluttede venskab med mange af dem der siden fik stor betydning i dansk kirkeliv. Han deltog ivrigt i Akademisk skyttekorps og var altid tilhænger af et stærkt forsvar. I fem år boede han på Valkendorfs kollegium og læste efter sin eksamen dansk og historie; 1893-98 var han lærer på Herlufsholm og blev efter nogle måneder som medhjælper ved fængslet i Vridsløse 1899 sognepræst for det nyoprettede Nathanaels sogn (Amager) i et udpræget arbejderkvarter. Lockouten 1899 ændrede hans politiske og sociale holdning; hans syn på forsvaret hindrede at han sluttede sig til socialdemokratiet, men han stillede sig helt på "underklassernes" side i den politisk-sociale kamp – var bl.a. medstifter af Kristeligt-socialt forbund – og på de store vækkelses- og debatmøder efter århundredskiftet blev han kendt som en livfuld debattør, slagfærdig og med stor evne til at udtrykke sig folkeligt; i sognet bidrog hans personlige optræden uden tvivl til at dæmpe modsætningen mellem arbejdere og kirke. -1904 var N. på et langt besøg i USA (og udgav 1906 en bog om rejsen); 1905 blev han sognepræst i Hellerup hvor det i høj grad lykkedes ham at aktivisere lægfolket og organisere et differentieret og blomstrende menighedsliv, til dels i samarbejde med Hans Koch. Også kamp mod smudslitteraturen optog ham, bl.a. i forbindelse med det store protestmøde 1911 hvor han nær havde fået en injuriesag på halsen. N. kendte kun én kirkelig retning ("ligeud"!), og var, for at modvirke retningsspliden medstifter af Almindeligt dansk præstekonvent. 1912 blev han provst for Sokkelund-Smørum herreder, men hans sociale sans, fædrelandskærlighed og lede ved den partibundne presse var årsag til at han 1913 blev medstifter af dagbladet Hovedstaden hvis redaktør han var til 1917. N. var en dygtig journalist, en hvas, men loyal polemiker både kirkeligt og politisk. I august 1914 søgte han ved en personlig samtale at få P. Munch til at afgive en tydelig udtalelse om regeringens vilje til væbnet modstand mod angreb og om øjeblikkelig mobilisering. 1917 blev N. sognepræst i Gilleleje-Søborg, 1919 også provst for Holbo-Strø herreder, 1922 residerende kapellan ved Garnisons kirke i Kbh. og 1929 O. Ricards afløser som sognepræst sst. indtil han 1937 trak sig tilbage. Også under de store teologiske opgør i 1920erne stod N. i forgrunden, var (som altid "med front til begge sider") villig til at give kritikerne ret et langt stykke, men endte med at tage skarp afstand fra tidehvervsbevægelsen. N. var formand for Kbh.s præstekonvent 1925-35, for det kristelige studenterforbund 1926-27, medlem af kirkefondets bestyrelse og af Dansk-islandsk kirkesag; han var også designeret feltprovst og reorganiserede feltpræstetjenesten. Han skrev en mængde artikler, og foruden mere opbyggelige skrifter, bl.a. en prædikensamling (1911) og den til dels selvbiografiske I Tjeneste. Talt og skrevet, 1928, en værdifuld kilde til nyere dansk kirkehistorie. Det samme gælder i høj grad den af ham grundlagte (endnu løbende) årbog Dansk Kirkeliv som han selv redigerede 1924-47.