Jacob Gude

Jacob Gude, 3.6.1754-10.10.1810, inspektør for Vajsenhuset. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Helligg. nordre kgd.). G. blev student 1769, privat dimitteret, tog 1773 juridisk embedseksamen og indtrådte derefter med B. W. Luxdorphs varme anbefaling i kancelliet hvor han 1776 i en forbløffende tidlig alder fik udnævnelse til kancellisekretær. Men herefter var det ligesom han gik i stå. 1783 blev han sekretær i generalkirkeinspektionskollegiet, og da dette ophævedes udnævntes han til sekretær i kollegiet de cursu evangelii promovendo og til inspektør for Vajsenhuset. I denne sidste stilling kom han til at yde en virkelig indsats. Under de uhyre vanskelige forhold der indtrådte efter den store brand 1795, som lagde hele stiftelsen i aske, var han den der reddede, hvad reddes kunne. Han har hovedæren for at der igen rejstes et nyt vajsenhus. Mod planerne om at sammenlægge Blaagaards seminarium og Vaisenhuset opponerede han kraftigt, "efterdi dettes Pigebørn var i den kritiske Alder og Seminaristerne i den fyrige Alder", og kun rent midlertidig¹ gik han med til at sætte børnene i pleje omkring ude på landet. Bombardementet 1807 sinkede genoprettelsen af Vaisenhuset yderligere, og da man endelig kunne rykke ind i den nye gård på Købmagergade, var G. død. – G. var en stille og tilbageholdende natur der mere holdt af at leve sit liv i skyggen af de store begivenheder end kaste sig ud i deres brandstorm. Han havde sans for stille historiske og litterære studier, omgikkes en mængde mennesker, og da han både havde lyst til at iagttage disse og evne til at gengive sine indtryk er hans udførlige erindringer en guldgrube for studiet af de toneangivende københavnske kredse omkring århundredskiftet. Også til oplysning om stemninger og følelser omkring Struensees fængsling og henrettelse indeholder det store memoireværk værdifulde oplysninger såvel som levende førstehånds indtryk af de store brande 1794 og 1795 og de skrækkelige nætter 1807 da de engelske granater regnede ned over byen. – G.s retskaffenhed var grundfæstet, og utallige mennesker anmodede ham om at være deres eksekutor eller kurator. – Kancellisekretær 1776. Kancelliråd 1798. Justitsråd 1809.