Hans Koch, Hans Winding Koch, 9.4.1867-23.5.1949, præst. Født i Vejstrup ved Kolding, død i Kbh., begravet på Frbg. kgd. K. voksede op i et hjem præget af gammeldags gudsfrygt og kultur, blev student (Nørrebros latin- og realskole) 1884 og cand.teol. 1890. I syv år var han derpå adjunkt på Herlufsholm og fik siden i England stærke indtryk af den anglikanske kirkes sociale indsats; han blev selv overbevist socialist – hvad han fx viste under den store lockout 1899 – men var altid kritisk over for socialdemokratiet. 1898 blev han hjælpepræst i Gentofte, 1901 sognepræst i Hellerup, 1905 i Nordby (Fanø), men 1909 atter sognepræst i Hellerup for så ved H. Ostenfelds udnævnelse til biskop (1911) at efterfølge denne som sognepræst ved Solbjerg, og 1925–37 tillige provst for Frbg. provsti. K. var en højst original prædikant, tilsyneladende ganske formløs, men med et tankevægtigt og altid aktuelt indhold i sin forkyndelse. Som forfatter foldede han sig ud i et klart og koncist dansk, tit med bidende polemik, og i lige grad vendt mod hvad han fandt underlødigt i det kirkelige og uredeligt eller umoralsk i det borgerlige kulturliv. I sin præstegerning optog han de positive værdier af den nyere religions-psykologi, og såvel hans kulturbevidsthed som hans intime kendskab til engelsk kirkeliv og engelsk socialisme gav både hans skrift og tale et samfundsperspektiv som ikke dengang var almindeligt. 1911–17 redigerede han Kirkefonds-bladet Plovfuren, tidens uden tvivl ypperste kirkelige organ, 1924–29 var han formand for Almindeligt dansk præstekonvent; som formand for Buddhistmissionen var han i Kina, og til 1937 var han formand for foreningen af antimilitaristiske præster. Sin største indsats ydede han dog nok blandt den akademiske ungdom der i stort tal søgte hans kirke; ved de kristne studentermøder var han en skattet taler og 1919–24 var han formand for Danmarks kristelige studenterforbund der i denne sin glanstid omfattede ca. 1100 medlemmer. Her fik hans selvstændige personlighed, hans appel til ungdommens ideale sandhedssøgen og hans akademiske vid en frodig udfoldelse. Fra først af stod han positivt over for den dialektiske teologis og tidehvervsbevægelsens kritik af den teologiske liberalisme og ungdomsbevægelsens sentimentale religiøsitet, men i 1930erne kom det til et skarpt brud mellem K. og kritikerne.
Forstå aktuelle begivenheder
Grøn Trepart
Grøn Trepart skal forbedre vandmiljøet og sikre mere dansk natur. Bag aftalen står et bredt flertal i Folketinget. På lang sigt omfatter aftalen en CO2-afgift på landbruget og en omfattende arealomlægning, hvor store landbrugsområder bliver til natur.
Mellemøsten i krig
Bag de utallige krige i Mellemøsten ligger geopolitik, økonomi og religion. Og meget mere. Hvert land har sin krigshistorie og sin plads i stormagternes opgør. Læs blandt andet om de israelske forsvarsstyrker IDF i vores tema.
Krigen i Ukraine
Bliv klogere på krigen i Ukraine. Ruslands invasion den 24. februar 2022 gjorde med et slag den blodige krig og Ukraines og Ruslands tætte forhistorie et af tidens vigtigste emner. Læs blandt andet om den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i vores tema.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.