C.C. Lorenzen, Christian Claus Lorenzen, 4.3.1829-18.8.1887, præst, forfatter. Født i Vester Sottrup, Sundeved, død i Ålborg, begravet sst. Efter sin konfirmation undervistes L. i fødesognet, optoges på Flensborg latinskole til påske 1850, men blev på grund af krigen dimitteret n.å. privat i Kbh. For at komme til at virke i sin slesvigske hjemstavn afbrød han studierne og overtog 1855 den vigtige post som førstelærer ved den nyoprettede danske garnisonsskole i Slesvig by. N.å. bestod han teologisk embedseksamen i Flensborg og udnævntes s.å. til adjunkt ved domskolen i Slesvig. 1861 kaldtes han til præst i Siversted, Flensborg provsti; her afskedigedes han 1864 af tyskerne. Han virkede derefter som lærer ved Svendborg borgerskole og på Herlufsholm indtil han 1871 blev residerende kapellan ved Frue kirke i Ålborg og sognepræst i Sønder Tranders. Fra 1877 til sin død var han sognepræst ved nævnte kirke i Ålborg. - Det er L.s fortjeneste at mange mundtlige overleveringer, særlig i Sydslesvig, bevaredes og udbredtes. Samtidig foretog han selvstændige og kritiske undersøgelser af kilderne. Af hans frodige forfatterskab må nævnes: Deutsches Lesebuch für die Volksschule und die Unterclassen der höheren Schulen des dänischen Staates, 1858 (3. udg. 1862), Gamle og nye Minder fra Sundeved, 1859, Historisk-topografske Meddelelser om Gottorp Slot, 1875, prædikensamlingen Søn- og Helligdags-Minder, 1876, Rejseskildringer, Fortællinger og Sagn fra Sønderjylland, 1877, de tre historiske fortællinger Hofdamen paa Østerholm, 1885, Carl Gustav i Sønderjylland, 1886 og Ærkebiskoppen af Bremen, 1887 samt en række historiske afhandlinger om Dannevirke, Gottorp, Poppo, Hans den yngre og Slesvig bys historie.

Familie

Forældre: gårdmand Claus L. (1791-1834) og Maren Jørgensen (1793-1857, gift 2. gang 1835 med gårdmand Jørgen Alexandersen, 1801-81). Gift 28.12.1855 i Slesvig med Sophie Marie Margrethe Hoffmann, født 24.9.1831 i Næstved, død 14.12.1914 i Ålborg, d. af Stabstrompeter Johann Christian H. (1807-69) og Kirstine Ottine Lange (1811-78).

Bibliografi

Selvbiografi i Einladungsschr. zur jährl. öffentl. Prüfung der königl. Domschule zu Schleswig 1857 8-12. -August F. Schmidt i Sønderjydske årbøger, 1937 III-22.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig