|
J.F. Willumsen arbejdede både som maler, grafiker, fotograf, keramiker, billedhugger og arkitekt, og inden for alle disse områder har han skabt bemærkelsesværdige arbejder. Da hans aktive kunstnerliv strakte sig over mere end 70 år, efterlod han sig en særdeles omfattende produktion. Efter studier i København var W. bosat i Paris fra 1890 til 1894, mens han i de følgende år arbejdede i København. Igennem 1890erne orienterede han sig bredt i ældre og nyere kunst, og i sine egne meget varierede arbejder lagde han grunden til både ideerne og udformningen af sin senere produktion. I Paris blev W. fortrolig med symbolismen, men i de følgende årtier ændredes hans stil i mere ekspressiv retning, mens det symbolske indhold fortsat var centralt. Under et ophold i Pont-Aven i 1890 malede W. tre billeder med Bretagnekoner, og på en rejse i Norge i 1892 begyndte han på maleriet Jotunheim, som næste år blev udvidet med top- og siderelieffer og en formmæssig symbolsk ramme. Bevægelsesmotivet i Bretagnekonerne, fascinationen af bjergene og billedrammens særlige udformning udgør elementer, som hyppigt optræder i W.s produktion. I 1891 raderede han sin gravide kone i Frugtbarhed, som blev ledsaget af et fransk digt, der beskrev vanskeligheden ved at tilegne sig kunst. Raderingen fremkaldte forargelse, da den blev udstillet på Den frie Udstilling, som W. havde været medstifter af. Den voldsomme reaktion fik ham til at standse sin grafiske virksomhed og først genoptage den i 1917 for at skildre 1. verdenskrigs gru og rædsler. Senere brugte han flere gange offentlig kritik som begrundelse for et valg eller som dynamik i sin skabende proces, også når han rent faktisk ikke havde været udsat for en negativ bedømmelse. Forklarende tekster benyttede han til flere af de værker, som blev sendt til Den frie Udstilling, og tilsvarende sindrige og opbyggelige overvejelser lå til grund for Det store Relief, som han arbejdede på i 1890erne og 1920rne. I relieffet ville W. give sine ideer form og vise, hvilken søgen og tvivl man må gå igennem for at blive et menneske med klare tanker. Relieffet, der blev påbegyndt i Paris i 1893, var tænkt udført i keramik, indlagt med træ, bronze, marmor, perlemor, m.m. Det var, sammen med Jotunheim, W.s første monumentale værk, som blev fulgt af andre. I 1891 skabte W. som det første i sin keramiske produktion den spektakulære Familievase. Hans forsøg, eksperimenter og egne brændinger førte til andre vaser, undertiden med et kompliceret symbolsk indhold, dyrefigurer, enkeltdele til Det store Relief, samt Pottemagervasen i 1900. Med denne og forældrenes gravmonument sluttede W. sin keramiske produktion. Efter et besøg i Chicago i 1893 begyndte han at fotografere sine omgivelser, sine atelierer, sin familie og sig selv, ofte i et iscenesat arrangement. Flere af fotografierne blev inddraget i hans arbejdsproces, hvor de dannede forlæg for malerier, skulpturer og keramiske værker. I det meste af W.s produktion er det karakteristisk, at der i hans arbejdsmetode indgår mange forsøg og undersøgelser af både teknisk og indholdsmæssig karakter, før han når til det færdige værk. Da W. vendte tilbage til København, tegnede han i 1895 sit eget hus i Hell. og var senere arkitekt for Den frie Udstillings bygning samt endnu en villa til sig selv. Særlig den seneste villa har et varieret skulpturelt udtryk med mange specielle detaljer. Han var ikke arkitekt for flere bygninger, men gav udkast til et museum for sine egne værker og samling. Som følge af et mindre vellykket ophold i USA omkring århundredskiftet vendte W. sig til naturen og dens forhold til mennesket. I bjergbilleder fra Alperne skildrer han den dramatiske natur. I En bjergbestigerske (1904) ses en fri kvinde, der henter kraft i naturen, mens kvinden i Efter stormen (1905) bliver knust af elementerne. De badende børn i Sol og ungdom. Børn på stranden (1910) boltrer sig ligesom havets bølger. I disse år skabte W. desuden monumentet for Viggo Hørup, og med den dynamiske figur på den trekantede talerstol er det snarere et symbol på Hørups gerning end et vellignende portræt. I det næste tiår blev W.s malerier mere ekspressive i både koloritten og udtrykket. Rejserne og det faste ophold i Sydfrankrig fik indflydelse på farvernes styrke, som også karakteriserede det symbolske indhold. I Sophus Claussen læser sit digt Imperia for Helge Rode og Willumsen (1915) og Aftensuppen (1918) fortæller de grønne og orange farver om dramaet i oplæsningen og den skarpe gule om atmosfæren i hjemmet. På sin 60-års dag i 1923 fik W. den ønskede bestilling på Det store Relief. Det blev udført i flerfarvet marmor på grundlag af de skitser, der var udført i 1890erne, og det omhandler tilværelsens modsætninger mellem blandt andet det mandlige og kvindelige. W. gik et skridt videre i sin farvebehandling i 1930rne. I Venezia malede han en række nærmest fluorescerende billeder, hvor byen ses i forskellige belysninger og stemninger. Et andet foretrukket tema i disse år er dansebillederne med W.s samleverske Michelle Bourret, hvor han også skabte iscenesættelsen. Sit maleriske testamente satte han i Trilogien Tizian døende (1935-38) med skildringen af hans egen maleriske og fysiske død og genopstandelse. Særligt i værkerne fra disse år fastholder W. tidligere temaer med bevægelsesmotivet, bemalede rammer og et symbolsk indhold. I 1940rne og 1950erne malede han stadig selvportrætter, gadebilleder fra Syden og arbejdede på Kristusfiguren til en kirke i Normandiet. I W.s tidlige værker kan ses en vis påvirkning fra Paul Gauguin, Ferdinand Hodler og Felix Vallotton og senere fra El Greco. Selv om W. i begyndelsen af 1890erne markerede sig på udstillinger i Paris og omkring århundredskiftet i Tyskland, lykkedes det ham ikke at placere sig internationalt. Samtidig med sit eget brændende, kunstneriske engagement samlede han lidenskabeligt på ældre, udenlandsk kunst. Allerede fra 1930rne arbejdede han på at skabe et museum i Danmark for sine egne værker og for sin "Gamle Samling". Først i 1957, året før hans død, lykkedes det at etablere et museum i Frederikssund for begge samlinger. Bygningen blev opført af Tyge Hvass, som indarbejdede Det store Relief i arkitekturen.
|
