Som kun få danske film er I Kina spiser de hunde finansieret uden støtte fra Film-instituttet. Information fortæller her hvordan

Filmstøtte
Det hører til de absolutte sjældenheder, at danske film bliver produceret uden støtte fra Filminstituttet. Men Lasse Spang Olsens anden spillefilm, I Kina spiser de hunde, der gentagne gange fik nej til statslige støttekroner, blev reddet af en tv-station, en privat investor, en filmproducent og en filmudlejer.
Lasse Spang Olsen var ellers ved at opgive ævred flere gange i løbet af filmens fire år lange tilblivelsesproces, der startede i 1995, da Zentropas Peter Aalbæk spurgte Spang Olsen, om han var interesseret i at lave en actionfilm.
Spang Olsen, der lige havde færdiggjort novellefilmen Davids bog - skrevet af den senere Oscarbelønnede manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen - var ikke interesseret i at lave en actionfilm, men han ville gerne arbejde sammen med Anders Thomas Jensen igen - og pengene fra Zentropa ville han også gerne have fat i.

Okay med Ålen
Så for Aalbæk Jensen skrev Spang Olsen og Anders Thomas manuskriptet til den film, der siden skulle blive til I Kina spiser de hunde. Men ifølge Spang Olsen gik der efterfølgende to år, hvor Ålen ikke kunne tage sig sammen til at sende manuskriptet ind til den daværende 50/50-ordning. Et selskab som Zentropa, siger instruktøren, er sikker på at få finansieret et projekt via ordningen, hvis de kun sender ét forslag ind.
Længe klar til optagelse og træt af at vente besluttede Lasse Spang Olsen sig i 1997 for selv at prøve at realisere filmen, hvilket var okay med Peter Aalbæk. Han prøvede stort set alle eksisterende selskaber, men ingen var interesseret i at smide penge i filmen og følgeligt få den finansieret gennem 50/50-ordningen. Derfor søgte han sammen med forskellige selskaber filmkonsulenterne om penge adskillige gange, og Filminstituttet endte med at være temmeligt trætte af projektet.
Oven i købet blev Spang Olsen, hævder instruktøren selv, lovet pengene af konsulent Mikael Olsen, som i sidste ende løb fra sit løfte. På det tidspunkt var Spang Olsen tæt på at opgive filmen.
Men på et tidspunkt læste TV 2 manuskriptet, og de hoppede straks ombord med en pose penge uden at stille de sædvanlige betingelser om visningsret o.s.v.
Opmuntret af sin lille sejr fortsatte Lasse Spang Olsen rundturen i det danske filmmiljø, men var igen ved at opgive, da han endelig skaffede endnu en investor. En privatperson, som godt nok ikke kan lide manuskriptet eller går særligt meget i biografen, men som kan undvære pengene, ikke forventer dem tilbage og synes, at det er et sjovt projekt at være med til at stable på benene.
Så tæt på og dog så langt fra. Spang Olsen mangler stadig penge, og da han nu ikke kan få en udlejer til at bide på, opgiver han igen. Denne gang, synes det, for evigt.

Lykkelig slutning
Men endnu en redningsmand viste sig i sommeren 1997 i skikkelse af Spang Olsens mangeårige makker Steen Herdel - de to rejser land og rige rundt med et stuntshow - der tidligere havde gjort det i spillefilm, men forlængst havde lagt dem på hylden. Derfor tænkte Spang Olsen ikke på Herdel som producent og spurgte ham heller ikke om at producere filmen.
Men på en tur fra København til Aalborg genfortalte Spang Olsen hele filmen til Herdel, der ikke mente, at det skulle være så svært at få finansieret den film. Fem minutter efter havde Herdel via sin mobiltelefon overtalt Scanbox til at distribuere filmen, og pludselig, efter to års hård kamp, var filmens budget på otte mio. kr. på plads.
I sommeren 1998 kunne Lasse Spang Olsen så endelig påbegynde optagelserne til I Kina spiser de hunde.
Ikke lang tid før tid før premieren på I Kina spiser de hunde meldte Filminstituttet sig pludselig med 800.000 i lanceringsstøtte - ironisk nok først efter, filmen har fået en begejstret anmeldelse i det ansete, amerikanske brancheblad Variety.
Historiens lykkelige udfald cementeres yderligere af, at Lasse Spang Olsen nu har to fuldfinansierede filmprojekter liggende klar til optagelse - et med Herdel og et med Per Holst. Begge er de kommet i stand helt uden støtte fra det Filminstitut, som instruktøren ikke længere kunne finde på at ansøge om penge.
"Det er så amatøragtigt, at man ligeså godt kan lade være. De er nogle klovne, man ikke kan bruge til noget fornuftigt," siger han om instituttet.