Carl Holst: Jeg stopper som regionsformand
Region Syd-danmark skal finde en ny formand, uanset valgresultatet
Uanset hvordan det kommer til at gå med folketingsvalget, har Carl Holst (V) tænkt sig at stoppe som regionsrådsformand i Region Syddanmark.
“Hvis jeg kommer i Folketinget, giver det næsten sig selv: Jeg tror ikke på dobbeltmandater, så hvis jeg bliver valgt ind, stopper jeg som regionsformand med det samme,” siger han.
Men også hvis han ikke kommer i Folketinget, siger han farvel som regionsformand.
“Jeg har været amtsborgmester og regionsformand i 15 år. Det er en tredjedel af mit liv, og så er det på tide at prøve noget andet. Så siger jeg farvel, når indeværende valgperiode slutter med 2017,” siger han til Lokalavisen.
Store børn
Carl Holst stiller op for Venstre i Esbjerg. Inden han meddelte sit kandidatur, har han i flere omgange været på tale som muligt folketings- og minister-emne. Men hver gang har han fejet det af bordet.
“Men nu er børnene blevet store. Og selvom jeg er glad for jobbet som regionsformand, skal man ikke blive siddende så længe, at man til sidst mister sit drive. Og jeg vil heller ikke være tryghedsnarkoman og bare blive, hvor jeg er,” siger den 45-årige far til tre på 17, 15 og snart 12 år.
Han har ikke lagt en præcis plan for, hvad han skal lave, hvis han hverken skal sidde i Folketinget eller regionsrådets formandsstol.
“Men livet står og falder ikke på, om jeg vinder valget. Jeg mener, at jeg kan mange ting,” siger Carl Holst til Lokalavisen.
Ved sidste regionsvalg fik Carl Holst godt 94.000 personlige stemmer. Hvis folketingsvalget giver ham tilnærmelsesvis samme succes, forlader han formandsstolen med det samme. Hvis ikke, forlader han den om 2½ år.
Carl Holst stopper som regionsformand uanset valgresultatet. /Mikkel, Lokalavisen Sønderborg
Posted by Lokalavisen Sønderborg on Wednesday, June 10, 2015
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra
Lokalavisen Vejle
loading...