Ottave, en. [ωˈta·və] (sj. Ottava. Sal.2 XVIII.677). flt. -r. (fra ital. ottava (rima), rimet vers med otte linier; af lat. octava, se Oktav (spec. bet. 5); æstet.) strofe (ell. digt) bestaaende af otte (rimede) verslinier (femfodede jamber). CAThortsen.Metrik.II.(1834).180. Recke.Verslære.161. Paludan-Müllers Vers, den ridderlige Ottave. VilhAnd.PMü.I.18. *Dansk rumler i de episke Ottaver | som grønne Stikkelsbær i Englemaver. Rørd.JH.II.181.
|
|
|
|
