Det danske sprog har mange navne for tørv, der fra ældre jernalder og frem til midten af 1900-tallet var en vigtig energikilde i Danmark. I Vest- og Sønderjylland kaldes mosernes aflejringer klyner eller klynetørv, mens lynghedens nedbrudte plantedele kaldes tørv, hedetørv eller lyngtørv.
Der skelnes mellem tre typer af tørveprodukter, afhængigt af fremstillingsmåden: skæretørv, æltetørv og pressetørv. Skæretørv er udskåret direkte af mosens tørvelag. Efter 1800 fremstilledes æltetørv ved at tilsætte vand til tørvemassen, der blev æltet og derefter hældt ud på jorden i et lag svarende til tørvens tykkelse. Senere blev tørven skåret op i mindre stykker og tørret. Pressetørv fremstilledes efter 1. Verdenskrig, ved at tørvemassen blev presset uden tilsætning af vand. Tørvebriketter eller fræsetørv er fremstillet på lignende måde, men er baseret på tørvesmuld, der er fræset frem af moseoverfladen; se også briketter. Fræsetørv kom frem i begyndelsen af 1940'erne og udgjorde ca. 70 procent af alle tørv fremstillet i 1955.
Før 1. Verdenskrig og i mellemkrigsårene var den årlige tørveproduktion i Danmark under 0,5 million tons. Under de to verdenskrige var mulighederne for at importere kul og koks stærkt begrænset, og tørv blev derfor atter et vigtigt brændsel. Produktionen var størst i 1943 med 6,1 millioner tons. Da var ca. 50.000 mænd og kvinder beskæftiget ved tørve- og brunkulsproduktionen.
Tørvegravning til brændselsformål ophørte i Danmark i midten af 1950'erne; i dag anvendes tørv mest som jordforbedringsmiddel og i gartnerierhvervet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.