Kai Lindberg

Kai Lindberg, 10.12.1899-27.5.1985, minister for offentlige arbejder. Født i Helsingør. L. blev uddannet som skibsbygger på Helsingør værft 1914-19 og arbejdede derefter på værftet til 1936, da han gik over som heldagsbeskæftiget i fagbevægelsen. Han var 1932 blevet formand for Smede- og maskinarbejdernes fagforening i Helsingør og samtidig medlem af forbundets forretningsudvalg. 1941 rykkede han over i De samvirkende fagforbund (LO) som sekretær, en post han havde til han blev minister 1955. - Politisk startede L. sin karriere som medlem af Helsingør byråd 1933-41. I årene 1939-45 var han socialdemokratiets folketingskandidat i Frederiksværk, og 1947 var han i nogle måneder medlem af landstinget indtil han ved oktober-valget samme år blev valgt til folketinget i Vejlekredsen som han repræsenterede uafbrudt til 1971. I 1955 blev L. trafikminister i ministeriet H. C. Hansen og sad på posten i de vekslende ministerier til han 1966 bad sig fritaget på grund af alder. Han var tillige minister for Grønland 1957-60 men lagde ikke skjul på, at hans interesse for denne landsdel var ret moderat; det var da også ham der 1960, da den socialdemokratisk-radikale regering manglede et mandat i flertallet, fandt dette ene mandat ved at få Mikael Garn ind som Grønlandsminister.

L. blev almindeligvis betragtet som en LO-repræsentant i regeringen. Han bevarede også en god kontakt til fagbevægelsen, bl.a. gled det smertefrit i forholdet til de store organisationer i DSB og postvæsenet der "fylder" godt i trafikministeriet. Han fulgte dog partiets linje i kritiske situationer, og da smedeformanden Hans Rasmussen under dramatiske omstændigheder 1956 sammen med kommunisterne stemte mod mæglingsforslagets ophøjelse til lov, havde L. lagt stort pres på Rasmussen for at få ham til at stemme for regeringsforslaget. L. markerede sig ikke politisk udadtil; som hans statur var stor og tung, var hans tale kort og uden store sving - oftest sagde han lige præcis det man ventede han ville sige, og så heller ikke mere. Også i folketingsarbejdet var han fåmælt og holdt sig kun til sine egne sager. I regeringerne havde han en central placering og deltog meget ofte i inderkredsens drøftelser når der skulle træffes afgørende beslutninger. Inden for sit eget ministerområde blev L. stillet over for den eksplosive trafikudvikling der satte ind i midten af 1950erne. Han var åben for de nye muligheder, og selv om hans trafikøkonomiske betænkning fra 1961 med bl.a. Storebæltsbro, Øresundsbro og københavnske tunnelbaner endnu kun er blevet på papiret, blev andre sager som udbygning af motorvejene, fugleflugtslinjen 1963, udvidelsen af Kastrup lufthavn, loven om den nye Lillebæltsbro 1960, hurtigruten Århus-Kalundborg og loven 1960 om Hanstholm havn realiteter. L. var til enhver tid rede til at lade erhvervslivets generelle behov være afgørende i forhold til lokale beskyttelsesinteresser. Den mindre fremsynethed der lå i, at han meddelte A. P. Møller den eneret i 50 år på olieboring der førte til stiftelsen 1962 af Dansk Undergrunds Konsortium, må L. dele med andre af tidens politikere.