Asernes Æt Verasir.dk

Hvem er og var Danerne? Det burde være et af de mest enkle spørgsmål at svare på, nemlig at det er os. At de der bebor de landskaber der i dag kaldes Danmark, forskelligt fra Kongeriget Danmark, ser sig selv som ”De Danske” eller ”Đa Dæniscan” (oldengelsk) er ganske overraskende vidt forskelligt fra hvorledes dette blev opfattet i 1800 tallet, i 1500 tallet, i 900 tallet og i 500 tallet e.Kr.

Den anden overvejelse er at ifald ”os” betegner ”en af Aserne”, hvori består forbindelsen mellem Daner og os? En del af denne betragtning er forholdet mellem tilknytning til landskab; angler, jyder (6 undergrupper), friser, sakser, sjællandsfarer, hallandsfarer, falstring, laalandsfarer, gullandsfarer, skåning, stevnsbo, fynbo, mønbo, vendelbo, thybo, bornholmer, rygjar (rygir – fra Rogaland) etc., og en større helhed af de samlede ætter. Denne betragtning er, som vi ser i Kongeriget Danmark, ikke uvæsentligt, og videreførelsen ses i bl.a. færing, islænding og grønlænder.

Den tredje overvejelse er hvad ”Tani”, som det er rejst med Yngre Futhark på Store Jellingsten, betyder?

Der er ingen enighed overhovedet om hvorledes vi skal besvare disse spørgsmål. Hvad jeg vil forsøge at gøre er at give et bud på svaret.

Ægir’s Dør til Danevældet

Forinden skal vi dog først forsøge at afgrænse hvilke landområder nord for den romerske landskabsopdeling ”Germania Magna” (Store Germanien), der af fremmede opfattes som Danevælde. Den uomtvistelige grænsemarkør fra arilds tid er Ejder-strømmen.

Uddrag af ”Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650”
af Johannes Mejer, Husum, Angel. Originalkortet findes på Det Kgl. Bibliotek.

Den lille bid af Johannes Mejer’s kort fra 1650 viser her ”Dithmarsiæ Pars” (Ditmarsken Del) med grænsefloden ”Eyder” (Ejder) løbende nord derfor. Landskabsnavnet ”Ditmarsk” må betegne et grænseområde over hvilken der blev udnævnt en "Marskal" (Hærfører) til at forsvare den ydre grænse af riget. Indbyggerne i dette grænseland blev på latin kaldt "marcomanni" ("markmænd" eller "marskmænd"). Samme argumentering gælder den oprindelige betydning af "Denamearc" (oldengelsk, 871-899) og "Denemarche" (oldfransk, 1098) eller "Danernes [grænse]mark", i dag "Danmark". Set fra nord og syd er forståelsen ens og måske er der oprindeligt en sammensmeltning af Ditmarsk og Danmark omkring Ejder-strømmen.

Der må gælde helt samme forståelse for den geografiske betegnelse “La Marca Hispánica” (den spanske mark), der betegner det sydlige grænseområde for Frankerne langs Pyrenæerne og ud til Catalonien mod øst. Syd for dette var den muslimske fjende. Herfra opstår senere kongedømmet Aragon og fyrstendømmerne i Catalonien. Grænsemarken er kendt fra Rolandskvadet og Karl den Store (Charlemagne)’s slag på Roncevaux (”Roncesvalles” (spansk) eller ”Ronsevollen”) 15. august år 778 e.Kr., hvor han bliver fanget i et baghold af baskerne (vascones), og bl.a. Roland dræbes. Roland var Marsk (marquis) af ”Marches de Bretagne” (den bretanske marsk). Denne landskabsbetegnelse er i sig selv endnu et eksempel på en grænsemark da området betegner keltenes nordlige grænse mod Normandiet og Anjou omkring byen Vitré.

Ejder-strømmen, og betydningen af ”Eyder/Ejder” er ”Ægir’s Dør” ¹, er derfor den dør gennem hvilken man træder ind i Danernes vælde.

Følgende navne er os givet:

”Fifeldore” (Widsith-digtet, sætning 43, fra 600 tallet e.Kr)
”Fîfelcynnes eard” (Beowulf-kvadet, sætning 105, ca. år 755-757 e.Kr.)
”Egidora, Agadora, Aegidora” (Annales Regni Francorum/ Frankernes Annaler, 800 tallet e.Kr.)
”Wieglesdor” (Thietmar af Merseburg : Chronicon, år 1012-1018 e.Kr.)
”Egdore” (Adam von Bremen: Gesta Hammaburgensis etc., år 1070-2 e.Kr.
”Ægisdyr” (Landnámabók (kap. 2))
”Egdora” (Helmold’s Slaverkrønike, ca. år 1163-1172 e.Kr)
“Eidorus” (Saxo:Gesta Danorum 4.4.8, ca. år 1200-1 e.Kr.)

Det ser fra Thietmar af Merseburg ud til at ”Wieglesdor”, der er identisk til ”Fifeldore” (oldengelsk) i 900 tallet e.Kr. måske er den fysiske port, dvs. ikke kun Ejder-strømmen, gennem hvilke alle fremmede skulle for at komme ind i vore landområder. I den oldengelske oversættelse af Boethius (ca. år 475-524 e.Kr.) i Meter 26:26 skrives ”Fifelstreám”, der i så fald er identisk med Ejder-strømmen.

Ordet ”Fifel” (oldengelsk) og ”fifl” (oldnordisk) ser ud til at være et heite for ”jætte, søuhyre”, på oldnordisk mere ”en gal person”, og kan derfor godt være et heite for Ægir. Ægir er i nordisk filosofi en jætte.

Derfor kaldes den østlige del af landskabet Angul/Angel, nord for Ejder-floden, af andre for "Dani woldt" (1650), som det ser ud til at vi skal opfatte som "Danskeskoven" ¹. Mange vælger at herfra at sige at Angel og Slesvig er det oprindelige Danmark. Det mener jeg ikke er forsvarligt. Set fra syd kan vi ikke sige andet end at landskaberne nord for Ejder-strømmen, delvist eller helt, må være de landområder som andre har ment tilhørte Danerne.

¹ kaldes på tysk "Dänischwold, Dänishwohld", på latin "Silva Danica". Selv kalder vi dette område for "jarnwith, jærnved, jernved" eller "hård skov" fra "jarn" (oldnordisk) + "viðr" (oldnordisk) og "widu, wudu" (oldengelsk).

At landskabet nord for Ejder-strømmen samtidigt er blandt de landskaber hvor vi først får fodfæste ved ankomsten bevidner våbenofringerne i Thorsbjerg mose, nord for Sønderbrarup, Angel og ved Ejsbøl nær Haderslev fra ca. år 1-200 e.Kr. ¹ At det netop sker her kan vel skyldes at Ejder-strømmen fra langt ældre tid har været en naturgrænse mellem Europa og Skandinavien.

- Tani i historiske kilder

Nedenfor følger først en liste over kilder, der navngiver de Danske, og som vi med rimelighed kan slutte er en henvisning til folk nord for Ejder-strømmen:

¹ Ikkæ heet thet oc Danmarch aff førstæ, aller Dænæ ther i bothæ”
(ikke hed det og Danmark af første, eller Daner der i boede). Ottar Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700) (1881-1907, 1. bind, s.339).
² Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium: (1838-96, bind I, side 2-4, nr 3)
³ Dudo fra St. Quentin’s værk: Gesta Normannorum seu de moribus et actis primorum Normanniae ducum, år 1015-1026.
⁴Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie”, år 539-594
⁵ Caesariensis Procopius ca. år 550 e.Kr.
⁶ Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (III:23-24). Som Procopius nævner 13 talrige nationer i samme landskaber, nævner Jordanes i de norske landskaber Rauma-riciae, Rahna-ricii, Granii, Agadii, Eunixi, Thelae, Rugi, Harothi, Ranii, samt andre i Finland og det østlige Sverige. Jordanes’ ”Dani” ser ud til at være en betegnelse for befolkningerne syd for Raumaríki, dvs. fra Oslo området og sydpå gennem Bohuslen.
⁷ Ptolemys geografiske observationer fra år 127-148 e.Kr.

To sølvpenge slået i hans regeringstid er kendt. Halfdan (Hálfdan, Halfdene, Healfdene, Albdain, Albann) er søn af Ragnar Loðbrók. Jvf. ”Þáttr af Ragnars sonum” (kap. 1) hed Ragnar (Ragnarr)’s 2. kone Áslaugar, også kaldet ”Randalín”. De fik fire børn, hvoraf den tredje kaldtes "Hvítserkr". Da ingen anden kilde nævner personen Hvítserkr sammen med Halfdan, er det argumenteret at dette måske kan være samme person.

Halfdan tager kontrol med London år 871-2 e.Kr.; angriber Mercia ca. år 874 e.Kr. og tager kontrol med Northumbria år 875 e.Kr. Han måtte søge til Irland år 877 e.Kr. Jvf. Ulster-krønikerne (Annála Uladh) for år 877 e.Kr. dør ”Albann” i et træf mellem de danske og de norske ved Loch Cuan (Strangford Lough, County Down, Nordirland). Indskriften på de to mønter lyder henholdsvis ”VLF DEN(E?) XRX+" (se ovenfor) og ”ALFDENE RX” (med ”N” rejst omvendt på begge mønter). Mønterne bærer London’s mærke og må derfor være slået her år 871-2 e.Kr. Møntsmeden er "RΛINOΛΓD" (Rainoald).

Irlands fragmentariske annaler (Fragmentary Annals of Ireland - FA) for året 867 e.Kr. kalder personen "Albdain, rí Lochlann" (Albdan, råder af Ø-land). I irsk (keltisk) tanke betegner "Lochlann" (Laithlind) et geografisk område i Skandinavien. Det betegner fra ca. 1000 tallet e.Kr. Norge, men dette er næppe tilfælde i 8-900 tallet e.Kr., hvor det kan betegne alt fra Hebriderne, øerne i Nordatlanten, til Norge.

Angel-saksiske Krønike skriver for året 871 og 872 e.Kr., afhængigt af manuskript: "Halfdene, Healfdene".

Dette er, så vidt jeg kan se, den tidligst kendte form af "tana, tani" i olddansk/oldengelsk dialekt i ental ejefaldsformen "-dene" fra år 871-2 e.Kr.

Kilde: Herbert A. Grueber: Handbook of the coins of Great Britain and Ireland in the British Museum (1899, Introduction XVIII, s. 17) og John Haywood: Encyclopedia Of The Viking Age (2000, s. 89)

Plinius den ældre (23-79 e.Kr.) i hans værk Naturalis Historiae omtaler et folk i nordGermanien under navnet ”Inguaeones” folket (bog 4:xiv:99).

Ingen synes uenig i at ”Inguaeones” er en religiøs opdeling af stammerne og henviser til de folkeslag, der tilbad Freyr som Den Hedenske Høje. Vi genfinder ordet i *ingwaR-runen fra Ældre Futhark, der ligeledes henviser til Freyr da hans heite er ”Ingi”. Til denne religiøse befolkningsgruppe hørte Ver Asir/Ase-folket, Anglerne, Sakserne, Friserne og Jyderne.

Første gang Friserne nævnes særskilt er hos Tacitus i år 98 e.Kr. under navnet ”Frisians” og her er de boende, hvor de altid har haft bopæl, ved siden af ”Angles”.

I Beowulfkvadet omtales folket ”Ingwine” (Ing’s Venner) som alle er enige i er identisk til de ætter samme kvad beskriver under betegnelsen ”–Dene”.

Beowulf-kvadet er skrevet ca. år 755-757 e.Kr. i de nye kongeriger i Britannien. Kvadet er skrevet som et vidnesbyrd på at ætterne i de nye kongeriger er af samme ætter som i de gamle kongeriger, der i samtiden er økonomisk og militært langt overlegne. Beskrivelsen af landskaberne nord for Ejder-floden, hvori hele kvadet finder sted, er derfor set udefra og ind.

Derfor, og alene derfor, beskriver Beowulf-kvadet Skjoldungerne og de afledede ætter’s geografiske placering ved brugen af ”Retning + Dene”. Fordi Skjoldunge-ætten i samtiden er den herskende æt med sæde i Gl. Lejre gives denne æt særlig agtelse gennem brug af heite. Den geografiske bestemmelse sker som set fra Heorot, Gl. Lejre.

¹
I afsnittet ”Sumarsólstaða – ætlingen ofres og sommeren komme” gengives uddrag fra ”Drømmen om roden” år 650-750 e.Kr. der viser en ofring af Balder under Midsommer. I dette digt findes et heite for Verdenstræet/ galgen/træroden. Ordet ”beorhtost” oversættes til ”rood tree” eller ”rodtræ” på nuengelsk. Dette er i fortolkningen sandt, men sprogmæssigt ikke korrekt, og forståelsen af dette er ganske vigtig. Ordet oprinder fra ”beorht” (oldengelsk), i dag ”bright” (nuengelsk). Betydningen på oldengelsk er ”lys, klar, glimrende” og oprinder fra den indoeuropæiske rod ”*bhereg-” (at glimre, hvid).

Beowulfkvadet (sætning 2778-9):

Beowulfkvadet (sætning 2778-9) ovenfor er en henvisning til Wígláf/Wiglaf, søn af Weohstan (sunu Wíhstánes). Beowulf-kvadet forklarer os at Weohstan er en ”wægmunding”, dvs. han kom fra Wægmund’s klan. Wígláf er beskrevet som en ”scylfing”. Hermed ved vi at klanen er fra Skilfinga/Skjælveunge-ætten, der er Ver Asir/Danir-folkets stam-æt. Se kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”.

Beowulfkvadet (sætning 47-48) forbinder også Kong Skjold (scyldinga-æt nr. 13, ca. år 385-425 e.Kr.) med et gyldent segl/skjold. Det er derfor min vurdering at ”Beorht-Dena” (sætning 427, 609) er et heite for ”Skilfinga/Skjælveunge-ætten” der er Ver Asir/Danir-folkets stam-æt.

Derfor oversætter jeg ”beama beorhtost” til ”skinnende klarest” og vurderer at ordvalget ikke er tilfældigt, men henviser til ”Beorht-Dene”, der er vor stam-æt.

I Beowulf (sætning 460) omtaler Kong Hrothgar/Hroðgar (scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) Beowulf’s fader, der dræber Heatholaf (Olaf fra heden?). Herefter siger Hrothgar:

”Wigára cyn” eller ”spydslægt” er et heite for Kong Hrothgar’s egen æt og dermed Scyldinga/Skjoldunge-ætten. Derfor er ”Gár-Dene” et heite for Scyldinga/Skjoldunge-ætten.

Geografisk befinder Syd-Danerne sig, tidsrummet er ca. år 360-450 e.Kr., på Østersøens sydlige bred. Vendla-[ætten] (Vendelboerne) er forstået som den del af vandalerne, der forblev bosat på Østersøens sydlige bred efter udvandringen fra Vendsyssel.

Beowulf er enig i denne geografiske beskrivelse (sætning 455-467). I fortsættelsen af Kong Hrothgar/Hroðgar’s (scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) omtale af Beowulf’s fader, der dræber Heatholaf og må flygte fra Scyldinga-ættens landområder, formentlig Sjælland, siger Hrothgar:

”þanon hé gesóhte      Súð-Dena folc
ofer ýða gewealc,      Ár-Scyldinga·
ðá ic furþum wéold      folce Deninga”

”Da han søgte Syd-Danernes folk
over bølgende svælg, Ære-Scyldinga·
da jeg fort vældede Danernes folk”

Da Beowulf’s fader skal flygte fra kongsgården i Gl. Lejre over ”bølgende svælg” er der kun én vej han kan gøre dette; han må krydse Østersøen. Syd-Danerne kan derfor kun være på Østersøens sydlige bred, og det er i samtiden i Saxland. Vi kan se at Syd-danerne ikke er Scyldinga/Skjoldunger, men bliver tildelt heitet ”Ár-Scyldinga” eller ”Ære-Scyldinga/Skjoldunger” eller at resten af stammen anså dem som fuldt ligeværdige.

Kong Hrothgar/Hroðgar (scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) forklarer fra kongsgården Heorot i Gl. Lejre hvem Vest-Danerne er (Beowulf, sætning 382-3):

Ver Asir/Danir-folkets navle, fra hvilket alt udgår under Kong Hrothgar, er kongsgården Heorot i Gl. Lejre. Alt vest for Gl. Lejre eller Sjælland regnes for vest, jvf. Vesterhavet eller Westarweg. Landskaberne syd for jydernes landskab, Midt-Jylland, er Vest-Danernes område. Dette område, fra Jelling til Ejder-floden, inklusive Anglen og Lille Friesland, betegner Vest-Danerne. At Kong Hrothgar omtaler Vest-Danerne som ”os” betyder at Vest-Danerne, korrekt, er Scyldinga/Skjoldunger. I sætning 1580-82 kaldes Vest-Danerne for Kong Hrothgar’s ”heorðgenéatas” eller ”hjertefølge” dvs. ”de der står hans hjerte nærmest”.

Ligeledes i Beowulfkvadet kaldes Friserne også Jyderne (sætning 1068-69). Friserne kan derfor have været såvel Vest-Daner som Halv-Daner.

Vi kan se at denne forståelse er sand på anden vis. Kong Hrothgar’s Dronning Wealtheow kaldes i Beowulf "ides Helminga" (sætning 620) og "ides scyldinga" (sætning 1168,1170). Hun er derfor datter af Helm (Wuffinga-æt, 457-497), og da kvinder altid forbliver i egen slægt er Wuffinga-ætten, der udvandrer fra Jelling-Anglen til Øst-Anglen, derfor Skjoldunger (se afsnittet "Gudinden Dísar" for forklaring til "ides").

Personen Odd er på Kong Frothi’s tid (ca. år 434-446 e.Kr.) ”øverste befalingsmand paa Dannemarks Strømme” (Saxo, bog 5.3:128). Kan dette være en høvding af Sø-Danerne (Sædenum) som omtalt i Widsith digtet, der ligeledes finder sted før år 450 e.Kr.

I den oprindelige forståelse fra samtiden i 500 tallet e.Kr. er alt nord for Ejder-strømmen derfor at opfatte som Danevælde. Fra Jordanes’ brug af ”Dani” i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum, III:23-24) fra år 550 e.Kr. ser det ud til at den geografiske afgrænsning mod nord er Raumaríki, dvs. til Oslo området. Den nordlige grænse gengives stort set identisk i ”Ohthere’s rejse til Norden” fra år 871-899 e.Kr., hvor vi i hvert fald kan sige at betegnelsen omfatter fra Bohuslen og sydpå.

Derfor finder vi at Kattegat, ved Göta älvens udløb, kaldes ”Danafjorden”, og at der i Danafjorden findes en lille holm, hvis oprindelige navn formentlig er ”Danæ holmbær” (Danaholmen), og senere kaldes "Lilla Danemark, Lilla Dannemarck, Lillia".

Iflg. Västgötalagen fra 1200 tallet e.Kr. er det på denne lille holm at en tidligere indgået aftale bekræftes, hvorved Skåne og Halland anerkendes som tilhørende det i samtiden nyskabte Danmark. På samme tid anerkendes Götaland som en del af det nye Svearige. Jeg argumenterer i afsnittet "Garðaríki" (underafsnit "År 862 e.Kr.") for at aftalen kommer i stand mellem Kong Svend Tveskæg og hans adopterede søn Kong Olaf Skötkonung som en del af alliancen til Slaget ved Svold år 1000 e.Kr. ¹ Selve stævnet på ”Danæ holmbær” (Danaholmen) er med Emund (Æmunðær slemæ), der er vendt hjem til Sveariget fra Garðaríki og er konge år 1050-60? e.Kr. Men hans modpart ved stævnet er Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074). Dette stævne mener jeg må have fundet sted ca. år 1050 e.Kr., og før Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.

¹ Ingen kan med sikkerhed sige hvor Slaget ved Svold fandt sted. Fra de mange kilder vi har til rådighed, ser det ud til at slaget fandt sted syd for Sjælland langs kysten ud for Østersøens sydlige bred. Finnur Jónsson: Hvor faldt Olaf Tryggvason? (Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 3 (1910 - 1912) 1, s. 185-194) gennemgår i detaljer alle kendte beretninger om slaget. Optakten til slaget er vigtig da alle er enige i at norske-kongen Óláfr Tryggvason (Olav Trygvason, Olav Tryggesøn, regent 995-1000 e.Kr.) var under hjemrejse fra et tog til Vindland, dvs. Vendernes landområder, da han blev tvunget til et søslag. Den på Kong Olav afventende skandinaviske flåde har rimeligvis ligget underdrejet i en vig eller bugt med et godt skjul for at kunne overraske en ledingsflåde. Stedet har været kendt af alle i samtiden, og kilderne kalder stedet for en ”holm”. Saxo: Gesta Danorum (Bog 14.44.7) kalder, i en beretning der intet har med Slaget ved Svold at gøre, stedet for ”Sclavicam Sualdensi in portu” (slaviske Svald i havn). Vi kan fra Saxo se at man stak en direkte kurs dertil fra Falster (Bog 14.44.9, Ad cuius penates Sclavi, iam portu Sualdensi petendae Falstriae proposito egressi). I Noregs konungatal (vers 25) kaldes stedet ”Svölðrar vág” (Svold vig). Fordi en længdegradssejlads fra Gedser, Falster er en sejlteknisk umulighed i samtiden, med mindre man har land-i-sigte, må stedet ligge inden for en ganske snæver strækning på Østersøens sydlige bred fra en breddegradssejlads fra landkendingen i Gedser. Fra generelt at sige at slaget må have fundet sted fra ca. vest for Truso og øst for Rygen, vil jeg mene at vi kan afgrænse dette til øst for Venderstaden Barth (Stadt Barth, Vineta) og vest for Wolin (senere Julin, Jumne), hvor Jomsborg ligger i samtiden. Det er foreslået af navnet muligvis kan være samme navn som ”The Swelchie”, en frygtet malstrøm i farvandet Pentland Firth (Pichtland Fyrth) mellem det nordskotske fastland og Orkney. Orkneyinga saga (kapitel 74) skriver: “…viku á milli Háeyjar ok Grímseyjar ok svá fyrir austan Svelg…” (…sejle mellem Hoy og Graemsay og så østen om Swelchie…). Dette navn er, som man kan se, identisk til det oldnordiske ”svelgr” (svælg), der netop er det udvalgte ord i Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) til betegnelsen for den malstrøm kværnen Grótti forårsager. I afsnittet ”Frode-freden år 446 e.Kr.” viser jeg hvorfor jeg mener at sidstnævnte malstrøm er identisk til det indre farvand mellem det jyske fastland og Fanø. Det forekommer derfor at stednavnet ”Svald” (*Svölðr) i virkeligheden er den nordiske betegnelse for en malstrøm i en vig eller bugt, nøjagtigt som vi finder det mellem Skotland og Orkney, mellem Anglesey (Öngulsey) og det walisiske fastland (her kaldet “The Swellies”), samt mellem Jylland og Fanø. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at lokale sejlere, med kendskab til farvandet fra Stadt Barth til Wolin, kan berette om et sted der omkring med en forfærdelig malstrøm under særlige vejr- og vindforhold. Én mulighed forekommer ved at efterse Hallfreðr Óttarsson vandræðaskáld (ca. år 960-1007)’s brug af ”Heðins rekka” (Erfidrápa Ólálfs Tryggvasonar, vers 11). Dette forekommer at være et stednavn for området hvor søslaget finder sted. Vi kan vise at ”Héðins-ey” (i dag ”Insel Hiddensee”), ud for vestkysten af Rygen, er vel benyttet af os under Vendertogene (se afsnittet ”Vendertogene år 1158-1185 e.Kr.”). Dette skyldes at netop Héðins-ey er endemålet når vi foretager en breddegradssejlads fra landkendingen i Gedser. Vi ved også at vi kalder farvandet mellem Héðins-ey og Rygen for ”sundi” (sundet). Under det første vendertog år 1158 e.Kr. gør vi brug af Héðins-ey, og landfaldet på Vindland finder sted ved indsejlingen lige uden for Stralsund, jvf. Knýtlinga saga (s. 332). Derfor kan stednavnet henvise til et sted i farvandet mellem Héðins-ey, Rygen og Stralsund, der i dag kaldes ”Kubitzer Bodden”.

Kortet "Geometrisch affrijtning öfwer Holmen Lilla Danemark eller Lillia kallat, liggandes innanför Winga Båk.... 1729". Stednavnet "Winga" kendes også som "Wing", idag "Vinga, Hvinge". Bemærk her brugen af "holm", der stærkt antyder at "Danæ holmbær" er identisk til "Lilla Danemark, Lilla Dannemarck".

Vi hører at "Danæ holmbær ær skiptær i þre løte, Danæ holmbær ær skiptis tha þre dela, Danahulm ær skiptær i þræ hlutir, Danaholm ær skifter i þre löter", som jeg mener vi må opfatte som "Danaholmen er (ud)skiftet i tre lod", således at den danske konge, den norske konge og Upsala kongen (vpsalæ conongær, svia kununk) gives her deres lod (del) af øen. Med "løte, hlutir, löter" værende fra det oldnordiske "hluti" (del, part, lod), og med vor viden om at lovkoderne ikke længere er ens i Skandinavien og England år 1.000 e.Kr., opfatter jeg denne tre-deling af øen som 3 ligeværdige konger, der hver har deres egen lov og fred gældende på deres del af øen hvor thingstedet fandtes. På helt samme vis som en ambassade har ophavslandets lov gældende på sin lod, og ikke værtslandets.

Spørgsmålet er hvorvidt vi ikke ser denne trefoldige udlodning videreført til også at omfatte den langt større ø lige nord derfor, kendt som Hising (Hisingen). Som vi kan se på kortet nedenfor er øen i 1690 stadig er opdelt i "Norske Hysingen" (østlige, vestlige og nordlige del af øen) og "Svänske Hysingen" (2 mindre jordlod på øens sydlige del). Det viste kort er fremstillet efter Freden i Roskilde 1658, hvor landskabet gik tabt for Danmark. Hvad derfor mangler på kortet er en forklaring på hvem der har (havde) herredømmet over alle øerne i Danafjorden syd og vest for Hising (Hisingen), herunder "Lilla Danemark, Lilla Dannemarck". Det mener jeg kan have været det danske lod. Jeg har fremhævet med gul stiplet linie landegrænsen omkring det svenske lod (Svänske Hysingen). Afgrænsningen er mildest talt akavet, og en unaturlig grænse, med mindre formålet har været at skabe nem adgang til og fra et thingsted midt i Danafjorden kaldet "Danæ holmbær".

Uddrag fra Carl Gripenhielm: Geographisk carta öfwer Baahus Lähn uthi sin wederbörliga form bracht af Carl Gripenhielm (ca. 1690).
Nederst i venstre hjørne ses holmen "Lilla Dannemarck" i Danafjorden. Den svenke landegrænse er på kortet markeret med en gul optegnet streg, yderligere fremhævet for læseren med en gul stiplet linie. Landegrænsen følger Göta älvens løb mod nord fordi denne elv er Götarnes gamle grænse.

I den samlede overvejelse skal vi også holde os øje, at ”trekonger-stævnet” på Danæ holmbær ca. år 1050 e.Kr. er en videreførelse af tidligere afholdte stævner på samme sted, og med samme formål. Laxdæla Saga siger:

Min oversættelse til nudansk. Jeg antager her at sætningen ”áttu um að dæma” er en henvisning til ”áttrèttr”, dvs. en ret der tilkommer en person som følge af hans byrd (æt), her egenskaben kongebyrd.

”Bræn(dings)ø(erne)” nævnes som ”Brenneyjar” (flertalsform; Laxdæla Saga, kap. 12), ”Brenneyjar” (Fagrskinna, kap. 10), ”Brenneyia” (Olaf Tryggvassons saga, kap. 58), ”Brenneyja” (Egils saga, kap. 48. Egill hefir vetrvist með Arinhirni), ”Brænnæø” (Hallandslisten i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.).

Widsith-digtet (sætning 25) fra 600 tallet e.Kr. nævner ”Breoca Brondingum” (Breoca [leder af] Brændingerne). Beowulf-kvadet (sætning 506-7) forklarer videre:

Min oversættelse til nudansk.
Det oldengelske "wunne" er datid af "vinde", dvs. vandt, men i betydningen "dystede".
Det oldengelske "sídne" er en gradbøjning af "(bred)side".

Béowulf og Breca har i 500 tallet e.Kr. kappestrid i robåd i 7 dage under vinterhalvåret; en kappestrid Béowulf tabte. Breca går i land og tænker på sin hjemstavn, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 521):

Min oversættelse til nudansk.
Brugen af "lond" (land) antyder at flertalsformen ”Brenneyjar” kan have været den oprindelige.

Béowulf var Götar-æt og hans klan, Wægmund’s klan, medskaber af Götaland (se afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne”).

Øen kaldes i dag ”Brännö”, og er intet mindre end den mod syd tilstødende ø til holmen ”Lilla Danemark, Lilla Dannemarck”, som jeg mener må være identisk med Danæ holmbær.

I Heimskringla (Olav Tryggvason Saga, kap. 58) hører vi i Óláfr Tryggvason (Olav Trygvason, regent 995-1000 e.Kr.)’s femte regeringsår, dvs. år 1.000 e.Kr., at Svend Tveskæg (regent 986-1014) siger til Jarl Sigvald, i C.C. Rafn’s oversættelse fra 1836 (Om Kong Svend og Dronning Sigrid):

”Og Kongen sagde til Sigvalde: “Hvis du vil have dine Besiddelser tilbage, saa skal du drage i mit Ærende til Sverrig og Norge med sikre Kjendemærker til Kong Olaf den svenske ["Olav den svenske" = Kong Olaf Skötkonung (regent 995-1022)]. og siden til Kong Olaf Tryggvesøn, at vi alle skulle mødes i Brennøerne næste Sommer”.

Heldu þeir Þórólfr liðinu til Brenneyja. Þar var í þann tíma víkingabæli mikit, því at þar sigldu kaupskip mjök í gegnum eyjarnar.

(Be)holdte da Þórólfr (hær)liden på Bræn(dings)ø. Dér var på den tid stort vikingeleje fordi mange handelsskibe sejlede forbi øerne.

Min oversættelse til nudansk. Det oldnordiske "í gegnum" (igennem), men i betydningen "forbi".

Med andre ord, Bræn(dings)ø var et naturligt leje for skibe at ligge underdrejet, og stedet blev regnet ”norðr fyrir Halland” (nord for Halland). Egill Skallagrímsson’s samtid er ca. år 910-990 e.Kr. Det må være en åbenlys mulighed at det danske lod har været Brännö, måske i flertalsforståelsen, der i så fald gør holmen ”Lilla Danemark, Lilla Dannemarck” til navet i den trefoldige udlodning. At Danæ holmbær siden omdøbes til "Lilla Danemark, Lilla Dannemarck" kan være et ekko fra fortiden om at dette udgjorde en del af det danske lod - et lille Danmark.

”15 Þættæ ær conongs bolkær

Emundær slemæ var conongær i vpsalum ok sven tiuguskiæg i dan mark. ßer sattu ristir mællir sverikis ok danmark. ßa næmdus af sweriki. cakaldi af tindæ landi. Botn af fiærÝrundæ landi. Gasi af væstmannæ landi. Grimaldi af östrægötlandi. Nænnir af smalandum. Thorsten af væstrægiötlandi. Tolle af iutlandi. Toti ok toki af iutlandi. Gymkil af sialandi. Dan af skani. Grimtun af hallandi. ßer tolf sættu sæx stenæ mællir rikiænnæ. Fyrsti sten a suntrv asi. Annær i danæbæc. Þridßi kinnæ sten. FiarÝi i uracsnæsi. Fæmti hvitæ sten. Sætti brimsæ sten. mællir blecongs. ok möre. Danæ holmbær ær skiptær i ßre löte. A en lot vpsalæ conongær. Annæn a dana conongær. Þridßiæ lot a noregs conongær. da ær stæmnæ ßerræ vær. ßa hælt danæ conongær i beszle vpsalæ conongsz. Æn noræn conongær i istæd hans”.

Som vi ganske rigtigt kan se skal der ”ristes” mellem Sveariget og Danmark. Det sker med alle lokalkongernes tilstedeværelse som vidner, herunder hele 3 fra Jylland. Det blev aftalt at der skal sættes 6 grænsesten, som her må have stor historisk ballast for at give retfærdig juridisk beslutning:

Landegrænsen mellem det nyskabte Svearige og det nyskabte Danmark nævnes også i Hallandslisten i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr., således:

Svend Aakjær bemærker: "Grænsen begynder paa Danaholm (nu Danmark), i Skærgaarden ved Indløbet til Göteborg, og i Stamsund, Sundet mellem Rivö og Brännö, Styrsö sogn; men disse to Steder har dog aldrig hørt til Halland. De omtales udførligt af J. Alin, der tillige behandler Jordebogens Oplysninger om Kongemødet 1254 i Göteborgs Fornminnesförenings Årsskrift 1919. Grænsen fortsætter derefter imellem Släp ι Askim Sogne; imellem Lindome ι Askim, Kållered, Landvetter Sogne; imellem Älfsåker, Fjärås ι Sätila; Förlanda ι Tostared, Fotskäl, Surteby; Idala, Veddige ι Horred, Istorp: Sällstorp, Stamnared, Skällinge ι Grimnared; Nösslinge, Källsjö ι Karl Gustav; Fagered ι Gunnarsjö, Ällekulla, Älfsered; Gunnarp ι Mårdaklev, Kalv, Sandvik, Gryteryd Sogne. Hermed slutter paa Sveriges-Siden V. Götland, og i Gryteryd Sogn begynder Småland. Grænsen fortsætter imellem Gunnarp, Drängsered, Kinnared ι Gryteryd, Hestra Sogne; Torup ι Långaryd, Färgaryd, Femsjö; Breared ι Lidhult; Tönnersjö ι Vrå; Knäred ι Vrå, Hinneryd; Hishult ι Markaryd Sogne. Efter Hishult Sogn følger Fagerhults Sogn, som 1554 endnu regnes til Halland, men som nu regnes til Skåne, skønt Sognet endnu er Anneks til Hishult. Kalén [Johan Kalén (1865-1936): Halländska Gränsmärken (1924)] har stedfæstet Wlffbæcs rør og Biørnæ syo som Ulvas Knall, en Højde paa Skellet mellem Knäred og Hinneryd Sogne, og Börsjö Nord derfor. Noget Nord om Ulvas Knall rinder et Tilløb ned til Krokå i Knäred, og dette Tilløb anser Kalén for at være Ulffæbæc. Da han ikke har kunnet genfinde Swinæør og Fit iunk, antager han (l. c. 192), at vi med disse Mærker er inde i Skåne".
Kilde: Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: text, hæfte 2, s. 37-40, 127-130; 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s. 268-288)

Thesse tolff forscreffne myndigæ men
the settæ sex store stene
Mellom danmark oc swerigæ the sta ther en
tijl ewig tijd wij mene

Det oprindelige ”Danæ holmbær” (Danaholmen) i Danafjorden synes at være et langt ældre stednavn end den opdeling der sker under Svend Tveskæg og Svend Estridsøn i de nyskabte landskabsklumper Danmark, Norge (Sveariget og England). Holmens efterfølgende navn ”Lilla Danemark, Lilla Dannemarck” derimod er formentlig fra ca. år 1000-1050 e.Kr. Det synes ligeledes at ”danæbæc, Danabæc” (Danabæk) er ældre end den landegrænse der skabes i år 1000-1050 e.Kr. Med stednavnet ”danæbæc, Danabæc” (Danabæk) findes også stednavnene ”Dana eke" (Danaege) og "Dana syo" (Danasjø), alle i Favraas Herred¹.

¹ Hallandslisten i Valdemars Jordbog, samt Thorkild Gravlund: Sysselbogen (1932, Skaane med Halland og Blekinge)

Mod nord-øst har vi det yderst mærkværdige stednavn ”Danmarks socken” i Vaksala herred, Upsala len.

”Vaksala Härad af Kartografiska Corpsen år 1861”,
Kilde: Geografiska Institutet Stockholms Högskola

I så vigtigt et område som Upsala er fra ankomsttiden fremefter, virker det mærkværdigt udover det vanlige at et landskabsnavn som ”Danmark” skulle forekomme her. Ynglinga-ætten har kontrol med landskabet indtil 500 tallet e.Kr., men hverken Skjoldunge- eller Ynglinga-ætten ser sig selv som ”Tani” (Daner) på dette tidspunkt. Den eneste mulige forklaring er at dette stednavn, som Ditmarsken er det mod syd, angiver den nordlige grænse mod nord-øst, men fra et tidsrum længe før ankomsten år 40-77 e.Kr.

Mod nordvest har vi tre stednavne i nu norske landskaber hvori indgår ”Danmark”:

Alle tre stednavne er tjern (fra det oldnordiske ”tjarn/tjörn”, der betegner ”liden indsø, vandstade”. Der er absolut ingen årsag til at disse indsøer skulle hedde ”Danmark” med mindre disse stednavne betegner en langt ældre opfattelse af "Tani" og deres grænseområder.

I Britannien finder vi stednavnet ”Danebury” som navnet på en tilflugtsborg fra ca. år 550 f.Kr. i Hampshire, England. Tilflugtsborgen findes på ”Danebury Hill”, og var i brug til 100 tallet e.Kr. Der findes ikke én god årsag til at disse stednavne kan knyttes til senere indvandringer fra Skandinavien fra år 446 e.Kr. Det bør derfor overvejes hvorvidt stednavnene er fra Yngre Bronzealder periode VI (700-500 f.Kr.), og knyttet til en ældre "Tani" (Daner) opfattelse.

Nu skruer vi tiden lidt frem til slutningen af 800 tallet e.Kr. Vi har en beretning der kan hjælpe os lidt på vej til forståelsen af inddelingen af de forskellige grupper af Daner i dette tidsrum:

... 7 be norþan him sindon Ealdseaxan, 7 be norþanwestan him sindon Frisan. Be westan Ealdseaxum is Ælfe muþa þære ie 7 Frisland. 7 þonan westnorþ is þæt lond þe mon Ongle hæt, 7 Sillende, 7 sumne dæl Dene. 7 be norþan him is Afdrede, 7 eastnorþ Wilte, þe mon Hæfeldan hætt. 7 be eastan him is Wineda lond, þe mon hætt Sysyle, 7 ... Be westan Suþdenum is þæs garsecges earm þe liþ ymbutan þæt land Brettania; 7 be norþan him is þæs sæs earm þe mon hæt Ostsæ; 7 be eastan him 7 be norþan sindon Norþdene, ægþer ge on þæm maran landum ge on þæm iglandum; 7 be eastan him sindon Afdrede; 7 be suþan him is Ælfe muþa þære ie 7 Ealdseaxna sum dæl. Norþdene habbaþ be norþan him þone ilcan sæs earm þe mon hæt Ostsæ, 7 be eastan him sindon Osti þa leode; 7 Afrede be suþan. Osti habbaþ be norþan him þone ilcan sæs earm, 7 Winedas, 7 Burgendan; 7 be suþan him sindon Hæfeldan. Burgendan habbaþ þone [ylcan] sæs earm be westan him; 7 Sweon be norþan; 7 be eastan him sint Sermende, 7 be suþan him Surfe. Sweon habbaþ be suþan him þone sæs earm Osti; 7 be eastan him Sermende; 7 be norþan him ofer þa westenne is Cwenland; 7 be westannorþan him sindon [Scridefinnas]; 7 be westan Norþmenn.

... 7 mod nord for dem er De Gamle Saksere [Oldsakserne], 7 mod nordvest for dem er Friserne. Vesten for De Gamle Saksere er Elbens mund(ing), dér er 7 Friesland. Dernæst vestnord er det land som man Anglen kalder [hæt = heite], 7 Slien, 7 en del af Danerne(s). 7 mod nord for dem er Obodriterne, 7 østnord De Vilde, som man Heveldi kalder. 7 mod øst for dem er Venden [Vendernes land], som man kalder Sysyle, 7 ... mod vest er Syd-Danerne armen af (spyd)siv der står på led omkring landet Britannien; 7 mod nord for dem er det den arm som man kalder Østersøen; 7 mod øst for dem 7 mod nord er Nord-Danerne, såvel på de store lande, som på øerne; 7 mod øst for dem er Obodriterne; 7 mod syd for dem er Elbens mund(ing), dér er 7 De Gamle Saksere's (lands)del. Nord-Danerne har mod nord for dem den selv samme arm som man kalder Østersøen, 7 mod øst for dem er Øst-folket [De Gamle Prøjsere]; 7 Obodriterne mod syd. Øst-[folket] har mod nord for dem den selv samme arm [dvs. Østersøen], 7 Venderne, 7 Burgunderne; 7 og mod syd for dem er Heveldi. Burgunderne har den selv samme arm mod vest for dem; 7 Svea-[folket] mod nord; 7 mod øst for dem er Sarmaterne, 7 mod syd for dem Serberne. Svea-[folket] har mod syd for dem den arm (fra) Øst-folket; 7 mod øst for dem Sarmaterne; 7 mod nord for dem over ødelandet er Cwenland; 7 mod vestnord for dem er Skride-finnerne; mod vest Nordmænd.

Den oldengelske oversættelse af Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. Oversættelsen kaldes “Old English Orosius” og er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Den indskudte del er bl.a. Wulstan's rejse på Østersøen ca. år 890 e.Kr. Min oversættelse til nudansk.

Her skal vi bl.a. være opmærksomme på at styrkeforholdet mellem de danske og Svea-folket har ændret sig, hvor de danske landskaber ser ud til at være uden samlet styring og vi har rod i kongerækkerne. En af de helt alvorlige konsekvenser er, at Blekinge og Gotland i slutningen af 800 tallet, modsat tiden før år 854 e.Kr. og måske frem til år 873 e.Kr., i dette korte tidsrum anses som en del af det voksende nye Svearige. Dette er et øjebliksbillede, der viser vor svaghed efter Kong Horik II. (Horich, regent 854-873)'s død år 873 e.Kr.

Wulfstan's brug af "Osti þa leode", andetsteds "Estum", er problematisk. Ingen synes at være uenig i at han her ikke tænker på esterne, men på "de der bor i øst", vel sagtens som vi i dag bruger betegnelsen "østeuropæere". Det er foreslået, og jeg er enig heri, at dette må være De Gamle Prøjsere, forskelligt fra de senere germanske indvandrere. De Gamle Prøjsere’s landskab var ”Sambia”. Området ligger på halvøen lige nord for Königsberg, og kaldes stadig ”Samland” på kort fra 1648.

"Slien" har to oprindelige betegnelser: Sillende og Sinlendi. Som landskab skal dette i 800 tallet e.Kr. betegne området syd for Ribe til Ejder-strømmen.

Wulfstan er sømand og orienterer sig derfor ved landkendinger, i sin geografiske beskrivelser stammer og landskaber, hvorfra han så beskuer til næste punkt i horisonten. Det forekommer mig derfor at hans betegnelse "sumne dæl Dene" må være identisk til "Suþdenum". Hvor "Suþdenum" i Beowulf-kvadet og Widsith-digtet betegner de saksiske ætter, har dette ændret sig hos Wulfstan. Det skyldes Karl den Store/Charlemagne's masseudryddelse af sakserne i tidsrummet år 772-804 e.Kr. Deres landområde var i 700 tallet e.Kr. blevet indskrænket og svarer nogenlunde det vi i dag kender som Nedre Saksen (Niedersachsen), dvs. fra Ems-floden mod nord via Weserfloden til Elben (Sax-elfr). Se afsnittet "Sakserne". Derfor foretager Wulfstan nu en anderledes opdeling, hvor han kalder de få overlevende saksiske ætter for "Ealdseaxan". Det er en kende tvivlsomt fra Wulfstan, hvor den sydlige grænse for "Suþdenum" er. Denne tvivl afklares heldigvis af Geographen fra Ravenna eller på latin ”Ravennatis anonymi Cosmographia” (se nedenfor), der i 700 tallet e.Kr. skriver at grænsen er Elben. Det vil med andre ord sige at "Suþdenum" betegner mindst Anglerne, Friserne, og ætterne op til Ribe, der er Jyllands sydgrænse fra ca. 400 tallet e.Kr. Tvangskonverteringen til kristendommen af de overlevende saksiske ætter gør at de nu anses som værende gået tabt, og derfor ikke længere indgår i folke-betegnelsen af fribårne "Daner".

Vi kan fra ovennævnte se at i år 890 e.Kr. er Syd-Danerne beskrevet som værende Anglerne, Friserne og Jyderne, medens Nord-Danerne nu er Fyn og Sjælland til og med Bohuslen, men ikke nordmænd. Beskrivelsen er 450 år efter udvandringen til England, og er uden tvivl en videreførelse af en urskik om opdeling af Danerne på nord-, syd-, øst-, vest- og Halv-Daner som gjort i Beowulfkvadet.

Det er derfor at runeskriften på Store Jellingesten år 965 e.Kr. har følgende ordlyd:

Haraltr kunukr baþ kaurua
kubl þausi aft kurm faþur sin
auk aft þaurui muþur sina sa
haraltr ias sar uan tanmaurk
ala auk nuruiak
auk tani karþi kristna

Harald konge bød gøre
kumler disse efter Gorm fader sin
og efter Thyra moder sin, den
Harald som vandt sig Danmark
hele og Norge
og daner gjorde kristne

Geographen fra Ravenna eller på latin ”Ravennatis anonymi Cosmographia” skriver i 700 tallet e.Kr.:

”Quarta ut hora noctis Northomanorum est patria, quae et Dania ab antiquis dicitur, eujus ad frontem Alpes vel patria Albis (I:11)..........Dania modo Nordomanorum dicitur patria (IV:13)” ¹

Der i Oldnordisk Ordbog oversættes til:

”Ved Nattens fjerde Time er Nordmannernes Land, som af de Gamle kaldes Dania, ved hvis Begyndelse er Elben.. (I:11).... Og kaldes dette Dania nu Nordmannernes Land(IV:13)”

¹ Pinder & Parthey: Ravennatis anonymi Cosmographia (1860, 8. kapitel, s.27-28, 202). Kildehenvisning hentet fra Erik Jonsson’s Oldnordisk Ordbog, Fortalen s. XX og XXI).

Den sydlige grænse for Danmark var derfor i 700 tallet e.Kr. flyttet længere sydpå fra Ejder-strømmen til nu at være Elben.

Grundtvig er ligeledes opmærksom på de skift der sker i selvforståelsen af hvem ”Daner” var og er i ”Nordens Mytohologi” (1832, s. 10-11):

”Naar jeg derfor nu taler om en Ny-dansk Udvikling, da tager jeg ikke det Danske Navn i den indskrænkede Bemærkelse, hvori jeg hidtil ofte brugde og endnu tiere syndes at bruge og berömme det, men i den Old-Nordiske, da det udstrakde sig ei blot fra Eideren til Tromsöe, og fra Vester-Havet til den Finske Bugt, men ogsaa over Havet til de Nordiske Udflöttere paa Herkules-Ően (Britannien)”.

Den vigtigste overvejelse i forståelsen af brugen af ”Tana” (ental) og ”Tani” (flertal) er hvorvidt det er landskabsnavnet, der giver en senere æt fællesnævner for en række forskellige indoeuropæiske stammer, eller om det er en i samtiden tilstedeværende stamme, der giver landskabsnavnet?

I Procopius’ samtid, ca. år 550 e.Kr., i hans beskrivelse af Thule, dvs. landskaberne nord for Ejder-floden, hører vi at der ”i den beboede del bor 13 talrige nationer/stammer; og der er konger over hver nation/stamme”. Det bekræftes af den samtidige Jordanes. Disse stammer ser tydeligvis ikke sig selv som ”Tani” (Daner). Alligevel ser vi Beowulf-kvadet fra 700 tallet e.Kr. opdele disse i ”dene” (Daner).

Beowulf-kvadet er fuldt klar over at vore landområder er opdelt i landskaber, og at mange ætter bebor disse. Når kvadet alligevel viser os en grov opdeling af alle disse landskaber i en geografisk deling af storområdet nord for Ejder-floden som ”Dene”, må det skyldes at forståelsen for dette er langt ældre end de stammer der i 500 tallet e.Kr. bebor landskaberne.

Opdelingen af de samlede ætter i 3 store landskabsklumper; Danmark, Norge og England sker meget sent ca. år 871-965 e.Kr. Det er, så vidt jeg kan se, denne landskabsgruppering, der samtidigt udløser et skift i ætternes selvforståelse.

Først fra dette sene tidspunkt ændres selvforståelsen således at ætterne i "Tanmaurk" (Store Jellinge-sten i Yngre Futhark) eller ”Denamearc” (oldengelsk, Ohthere’s rejse til Norden) ser sig selv som ”Tani” (Daner). Store Jellinge-sten ser stadig ”Tani” som værende bosat i ”Nuruiak" (Norge), men mit bud er at ætterne i de norske landskaber på samme tid undergår en lignende evolution og begynder at se sig selv som ”nordmænd”.

Verdensforståelsen, filosofi, livsværdier, sæder og skikke eller samlet ”siðr” forbliver de samme. Det er det samlede antal mennesker i alle vore landområder, og ledelsen af disse, der nødvendiggør den yderligere decentralisering i lokale tilhørsforhold. Alle borgerkrigene der følger skyldes at vi, som vanligt, ikke er enige om hvem der skal sidde for bordenden.

Vi har dog set mange historieskrivere forklare os, begyndende med Ptolemy’s ”Dauciones” (latin) år 127-148 e.Kr., at der rent faktisk findes én stammegruppering der kalder sig ”Tani” (Daner).

- Tani’s oprindelige betydning

Når man veksler danske kroner i ankomsthallen i Tallinn lufthavn da veksler man ”Taani kroon”. Estlands hovedstad Tallinn betyder naturligvis ”Danernes by”, og kommer oprindeligt af ”Taani linn”.

Mit bud er at den sande vis at anskue forståelsen af ”Tani” (Daner) på er ved at tage udgangspunkt i ”Tani”–runerne fra Store Jellingesten. Den estiske betegnelse for os antyder at dette er sandt.

Det skytiske ord ”Tan”, og oprindelsen til Tana(is)-floden, betyder ”frost, fryser eller vand”. Tanais-floden kaldes nu Don-floden, og her oplyser Ernst Eduard Kunik (1814-1899), at den ældste russiske benævnelse af "Danmark" og "dansk" var "Donj" og "donjski" ¹. Dette undergår først i 1400 tallet e.Kr. en sproglig forandring til "datski".

¹Se "Bulletin de l'Académie Impériale des Sciences de St.-Pétersbourg" (1840, Tom VII, s. 280 flgd.), og C.W. Smith: Nestors Russiske Krønike (1869, s. 198)

Derfor mener jeg at de ætter og stammer, der af andre har været kendt som ”Tani” i sin oprindelse betegner ”Flod-folket” og/eller ”Vand-folket”.

En af ledetrådene kan ses i Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr., der i sætning 28 siger:

”Sædenum” (Sødanerne) er i digtet nævnt særskilt fra hvem der vældede over ”Denum” (Danerne), og hvem der styrede ”Ongle” (Anglen) (se sætning 35). Nøjagtigt som Kong Christian X. i 1940 takkede ”Søens Folk”, videreført af Kong Frederik IX. i Nytårstalerne, har flåden, værn og handel, fra arilds tid altid været en særskilt æt. Det skyldes, som alle andre virke, at håndværket at sejle gik i arv i ætterne, hvad stadig er tilfældet i dag.

Jeg mener derfor vi bør opfatte ”Tani” som ”Søens Folk”, og en sådan forståelse åbner for et langt større billede af hvem ”Tani”-ætterne oprindeligt var.

Nedenfor følger en liste over folk med samme navn, men geografisk et andet sted i et andet tidsrum.

kaldenavn	geografi	sprog	tidsrum	kilde
Eridanus, Eridanos	Urflod fra Lapland via Østersøen til Vesterhavet	græsk (fra urnordisk?)	Arilds tid 100	Pausanias (Bog 1.4.1:IV) og mange fl.
Tanaelva Teno Tana älv Deatnu	330 km lang elv i Lapland (Finnmark, Norge og Lapland, Finland). Vandet floder ud i "Tanafjorden" ("Deanuvuotna" samisk, 66 km). Øst for Tanafjorden findes det 269 m høje fjeld "Tanahorn". Andre stednavne er "Vestertana" og "Tanadalen".	norsk finsk svensk saami
Danastrum (Dana-strømmen?)	Dniestr-floden	latin	550	Jordanes (kap 5:2, 5:21) ¹
Diupa (Danpar?)	Kiev	oldnordisk	800-tallet	Hamðismál (hin fornu) ²
staði Danpar	Kiev	oldnordisk	800-tallet	Atlakviða³
Daniper	Dniepr-floden	latin	550	Jordanes (kap. 52)
Danaprum	Dniepr-floden	latin	550	Jordanes (5:30)
Danapri	Dniepr-floden	latin	550	Jordanes (32)
Tanaitae			300-tallet	Ammianus Marcellinus⁴
Tanaitae	hvor Tanaisfloden slår et knæk. Det er dette område som Snorre kalder Tanakvisl	latin	127-148	Ptolemy⁵
Tanais	Don-floden	latin	7 f.Kr.– 18 127-148	Strabo⁶ Ptolemy
Dana	Floden der løber gennem Klaipeda i Litauen.
Danube	Donau-floden			nuengelsk
Danubium	Donau-floden		550	Jordanes (5:2)
Dacian			39-65	Lucan⁷
Qidan (Khitan)	Stamme fra Det Indre Mongoliet			⁸
Tangut (Dangxiàng)	Stamme fra Sichuan provinsen Kina			⁸
Hotan & Khotan	By og kongerige i Xinjiang regionen Kina			⁸
Donbetyrs	Folk der bor langs flod og sø			Narts sagaerne ⁹

¹ Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum, år 550 e.Kr.
² Hamðismál (hin fornu) (Ældre Edda), der er et meget gammelt kvad om vor erindring om Goternes landområde medens de boede i Aujom/Aujóm (i Ukraine), siger som følger:

”Höll sá þeir Gotna oc hlíð-scialfar diupa”

Der er ingen enighed i hvorledes dette korrekt skal fortolkes, men èn måde er som følger:

Denne beskrivelse af Kiev er identisk til hvorledes Munken Nestor fra klosteret Theodosia uden for Kænugarður (Kyiv eller Kiev) år 1056-1136 e.Kr. i Kyiv Rus krønikerne beskriver samme:

”Da polakkerne boede i bakkerne ved Kyiv, da var det ruten langs Dnipro (Dnepr) floden mellem vikingerne og grækerne....”

³ Atlakviða (Attila’s kvad, vers 5, Ældre Edda) om Hunnerkongen Attila gør præcist det samme ved at skrive ”staði Danpar” eller ”Staden Danpar” og tidsrummet er før Hunnerne får kontrol med byen. Den romerske historieskriver Ammianus Marcellinus beretter i hans værk ”History of Rome from Constantine to Valens” fra 300 tallet at goternes konge Ermenrichus begik selvmord da Hunnerne kom ind i Alani-folkets område omkring Asovhavet. Disse slag finder sted år 360/370 e.Kr.
⁴ Ammianus Marcellinus: History of Rome from Constantine to Valens, fra 300 tallet e.Kr.
⁵ Ptolemys geografiske observationer fra år 127-148 e.Kr.
⁶ Strabo: Geographika, ca. år 7 f.Kr. – år 18 e.Kr.
⁷ Pharsalia (VIII:478-483) år 39-65 e.Kr.
⁸Bent Hansen har gjort mig opmærksom på at “Qidan”-folket fra Det Indre Mongoliet ligeledes kan have været et “Vandfolk”. Deres efterkommere findes i dag som ”Daur”-folket i Det Indre Mongoliet. En afdeling heraf, der kaldte sig ”Kara Khitan” (Hala Qidan), vandrede år 1124-1218 e.Kr. ind i det nuværende Kirgistan. Samme kan være gældende for ”Tangut”-folket (Dangxiàng), et omvandrende nomade-folk, der år 982 e.Kr. vandrer ind i det vestlige del af Sichuan provinsen i det centrale Kina. Endelig må de oprindelige indbyggere af byen Hotan i kongeriget Khotan have været et Vandfolk. Denne vigtige by langs Silkevejen ligger langs Karakash og Yurungkash floderne i Xinjiang regionen i det vestlige Kina. Iflg. sagnet grundlagt i 200 tallet f.Kr. ”Tan/Dan”-delen af deres navne er henvisningen til ”Vand”.
⁹ Se "Bilag D: Narts sagaerne"

Den græske geograf Pausanias skriver i sit værk ”Beskrivelse af Grækenland” fra 100 tallet e.Kr. (Bog 1.4.1:IV) i min oversættelse til nudansk:

”Disse gallere bebor den fjerneste del af Europa, nær den store sø der ikke er farbar i dens ydre egne, og har ebbe-og-flod og skabninger helt ulig de i andre farvande. Gennem deres land flyder floden Eridanus, på bredden af hvilken Solens (Helius) døtre siges at beklage hvad vil bekomme deres broder Phaethon. Det var først langt senere at navnet ”gallere” blev moderne; siden arilds tid blev de kaldt keltere både af sig selv og andre”.

Vi ved at når græske, og senere romerske, historieskrivere omtaler et nordeuropæisk farvand med ebbe-og-flod, så mener de altid Østersøen eller Vesterhavet (se f.eks. Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i "Naturalis Historiae" (XXXVII:35), aestuarium oceani Metuonidis).

Det ekstremt spændende er benævnelsen af den absolut ældste flod i Norden ”Eridanus, Eridanos”. For de græske historieskrivere betegnede dette den strøm der flød i hvad nu er Østersøen. I geologisk sammenhæng mener man at denne strøm var ca. 2.700 km lang på sit højdepunkt for ca. 1 million år siden. Den udsprang i Lapland, flodede gennem hvad i dag er Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt, videre gennem Østersøen, og havde hele Vesterhavet som sit floddelta. Eridanos strømmen forsvandt ved den første istid for 700.000 år siden, men findes stadig f.eks. i Friesland. Der er absolut ingen anden forklaring til stavelsen ”danus, danos” i navnet på strømmen end at dette må have betydningen ”vand” ¹.

¹For mere geologisk viden om “Eridanus” (Eridanos) strømmen se:
Irina Overeem, C. Bishop-Kay, C.J. Weltje, Salle B. Kroonenberg: ”The Late Cenozoic Eridanos delta system in the Southern North Sea Basin: a climate signal in sediment supply?” (2001, Basin Research 13, 3, 293-312).
Irina Overeem, Salle B. Kroonenberg: ”De Amazone in de Noordzee” (Natuur & Techniek, Januari 2002)

Floden nævnes år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (bog I:338) som "og dybt-hvirvlende Eridanos" [græsk "kai Ēridanon bathudinēn"], af Nonnus (4-300 f.Kr.) i ”Dionysiaca” (Bog 2:130,”...langs strømmen af den sørgende Eridanos: ofte vil jeg græde rav fra mine øjenlåg...”), af Herodot (år 484-425 f.Kr) i ”Histories” (III:115), af Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) i ”Metamorphoses” (II, 367-380), af Strabo i “Geographika” (skrevet ca. år 7 f.Kr. – år 18 e.Kr., Bog V:I:9), af Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.) i ”Astronomica” (Bog II:32) og Virgil i ”Aeneid” (år 70-19 f.Kr., Bog VI:659).

Herodot viser os i ”Histories” (III:115) hans problemer i 400 tallet f.Kr., hvor Eridanus (Eridanos) åbenlyst er blevet en sagnomspunden flod fra en fjern fortid (min oversættelse til nudansk):

”..Om det ekstreme vestlige Europa har jeg ingen sikre oplysninger, for jeg kan ikke godtage beretningen om en flod der af ikke-grækere kaldes Eridanus, som flyder ind i den nordlige sø, hvorfra rav siges at komme; ej kender jeg til eksistensen af de øer der kaldes Tin Øerne, fra hvor vi modtager vort tin. For det første er navnet Eridanus klart ikke udenlandsk men græsk, og blev opfundet af en eller anden digter; og for det andet, til trods for mine anstrengelser i denne henseende, er det aldrig lykkedes mig at finde nogen der kunne give mig førstehånds beretninger om et hav nord for Europa og mod vest. Dog, det er uden for tvivl sandt at tin og rav kommer til os fra hvad man kan kalde verdens ende...”

Men i sin kritiske holdning ender Herodot op med at bekræfte Eridanus (Eridanos) eksistens og at det er den sagnomspundne strøm der løber ud i Vesterhavet. Det er kun i og omkring Østersøen; fra esterne til friserne, fra kimbrerne og de gamle "Tani" (Daner), at rav oprinder som eksportvare. Tin Øerne er tin-minerne i Cornwall og derfor en henvisning til Britannien.

Da stjernebilleder er urmenneskets tavle på himlen og et spejbilllede af Jorden som den var i arilds tid, bør det ikke overraske os at Ptolemy år 150 e.Kr. i ”Almagest” (Bog 7 og 8) nævner Eridanus (Eridanos) som én blandt de 48 stjernebilleder.

Det er her kort værd at tilføje at geologien i nutiden giver den urnordiske flod navnet Eridanus da forskningen bliver klar over at en sådan strøm rent faktisk fandtes, og at den allerede er navngivet i antikken.

Det fører til en mulig logisk brist i hvorledes Det Gamle Menneske, og efterfølgende Det Nye Menneske, har kunnet erindre og viderebringe forståelsen for Eridanus (Eridanos), hvis ikke der fysisk har været mennesker til stede i Skandinavien medens floden flodede. Heldigvis har vi et utal af bopladser i Skåne og Halland, herunder ”Skatmossen” i Åsby nord for Varberg, Halland dateret til 11-10000 f.Kr. I dag ligger landskabet 65 meter over havets overflade, men i tidsrummet 11-10000 f.Kr. lå bopladsen på en østlig del af en ø i en skærgård ved kanten af indlandsisen.

Da Det Nye Menneske opstår er den oprindelige strøm allerede forsvundet og sagnomspunden, men er forbundet med Norden. Derfor ser vi gradvist historikerne forsøge at stedplacere strømmen med floder de kendte til i samtiden. Det er af denne årsag at Strabo afviser at den overhovedet fandtes, men skriver at nogen peger på Po-floden (Padus). Hyginus peger på Nilen. Da Hesiod år 800 f.Kr. i ”Theogonien" (græsk "Theogonia" (gudefødsel), 7:334) nævner såvel Nilen, som Eridanus (Eridanos) kan Nilen udelukkes, og Hyginus er da også forsigtig i sin udtalelse (Bog II:32) i min oversættelse til nudansk:

”Eridanus eller flod

Somme kalder denne Nilen, dog mange kalder det Havet (Ocean). De der er fortaler for Nilen fremhæver at dette er den rette som følge af dens store længde og megen nytte, og særligt fordi under tegnet er en stjerne, der skinner lysere end de andre, kaldet Canopus. Canopus er en ø i Nilen”.

Den faktiske strøm Eridanus (Eridanos) der flodede for 1 million til 700.000 år siden fra Lapland gennem Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt, videre gennem Østersøen og ud i Vesterhavet (Nordsøen) ved Ejder Strømmen. Jeg har overført det nøjagtige stjernebillede Eridanus (Eridanos) på et geografisk kort af Norden i to mulige udgaver; 1 med udspring gennem Den Botniske Bugt og 1 med udspring gennem Den Finske Bugt. I forhold til hvorledes vi normalt anskuer Eridanus (Eridanos) astronomisk har jeg sat stjernen Alpha Eri som strømmens udspring i Lapland (alternativt nordlige Rusland) og stjernen Rigel i stjernebilledet Orion som mundingen ved Ejder Strømmen/Vesterhavet (alternativt med udløb langs Norges sydvestlige kyster). Britannien er i samtiden landfast med Danmark/Friesland. Det er først ca. år 6-5000 f.Kr., som følge af isens tilbagetrækning og virkningen af ”vippelinien”, at vandet fra Eridanus (Eridanos) bryder igennem og skaber Den Engelske Kanal. Denne begivenhed mener jeg er én af de store vandfloder, der betegner overgangen fra Det Gamle Menneske, jætter, til Det Nye Menneske. Et af de navne der er blevet givet til det gamle sammenhængende ”Britannien/Skandinavien” er ”Nordsølandet, Nordsjölandet”. Eftersom vi har det nuværende stednavn "Tanaelva" på elven i Lapland, et stednavn jeg er sikker på er et ekko af Eridanus (Eridanos), mener jeg vandføringen med udspring i Lapland må være den rette. Ferskvandsstrømmen Eridanus (Eridanos) kaldes også ”Eemhavet” (tidsrummet 130000-115000 f.Kr.) og ”Den Baltiske Issø” (10600-8300 f.Kr.), der afløses af brakvandslignende forhold i hvad kaldes ”Yoldiahavet” i tidsrummet år 8-7000 f.Kr. Stjernebilledets "omvendte" placering skyldes at Det Gamle Menneske, og Det Nye Menneske, gengiver Jorden på Himlen set ovenfra og ned. Stjernebilledet Eridanus (Eridanos) er det 6. største på Himlen, hvilket viser hvor absolut enorm denne strøm har været.
Billedkilde: Google Earth 24. oktober 2007.

Men hvorledes skal vi forstå stavelsen ”Eri” i ”Eridanus” (Eridanos)? Ikke helt tilfældigt kan vi f.eks. efterse etruskisk og ordet for ”by”. Dette kaldte etruskerne ”śpur”, jvf. f.eks. bystaten Sparta, sanskrit ”pur” (mur) og det senere græske ”spartê” (by). Etruskerne gradbøjede dette ord til ”śpur-eri” med betydningen ”til byen, for byen” ¹.

¹Jacques Heurgon : The Inscriptions of Pyrgi (The Journal of Roman Studies, Vol. 56, del 1 og 2, 1966, s. 1-15)

Den ældste by i sumerisk opfattelse var byen ”Eridu”¹, der ligger syd for helligdomsbyen Ur (se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”). Byens skytsgud var ”Enki” (Ea), der var ”herre af ferskvand der flyder under jorden”. Det må give os et praj om at byen ”Eridu” opnår sit navn, og placeres hvor den gør, fordi der her er overflod af livgivende ferskvand, modsat saltvand. I den Sumeriske Kongeliste staves byen ”[eri]du-ki”, hvor ”ki”- betegner landområdet uden for byens mure (se afsnittet ”Bystaten Assur”). Byen ”Eridu” lå år 5.000 f.Kr. ved Euphrates-flodens udløb i hvad i dag kaldes Den Persiske Gulf. Spørgsmålet er hvad ”Eridu” betød? Det ser ud til at det sumeriske ”Er.i.” skal opfattes som ”stedet/hjemmet ved”. Det må være en mulighed at ”du” på sumerisk i virkeligheden er det samme grundord som ”Tana” (Dana), og har betydningen ”vand”, måske underforstået ”ferskvand”.

¹og ”Eridu” er oprindelsen til ”eorðe” (oldengelsk) og ”jörð” (oldnordisk) fra indoeuropæisk ”*er-”, der i sin etymologiske oprindelse ser ud til at være det modsatte af ”himmel”, dvs. ordet betegner noget fysisk eksisterende i nutiden.

Kan vi komme så vidt i fortolkningen at vi kan opfatte ”Eridu” som ”hjemmet, stedet ved vandet”, og at dette grundliggende er det samme ord som ”Eridanus” (Eridanos), ser vi nu en spændende mulighed, der gennemgås i næste afsnit ”Tanum – Tanheim – hjemmet ved vandet”.

Jeg er sikker på at den sproglige forbindelse mellem sumerisk og proto-nordisk sker gennem proto-finsk-ugrisk. Henved 1700 sumeriske ord kan spores til proto-finsk-ugrisk. Derfor er der netop tanker om at sumererne udvandrede fra det ekstreme nord til hvad blev Mesopotamien.

Er ”Eridanus” (Eridanos) identisk til urvandet ”Élivágar” i Vafþrúðnismál (vers 31, Ældre Edda), som set af os geografisk et helt andet sted på Jorden? (se afsnittet ”Urjætten Ymir – Aurgelmir – Leirbrimir”).

I keltisk folketro finder vi ”Tuatha Dé Danann/Tuatha Dé Danaan”, der måske kan betyde ”folket hvis moder er ”Dana/Danu”.

Ordet ”Dana” betyder på sanskrit ”himlens vand”. Ordet ”dan-” på walisisk betyder ”lavtliggende område” eller ”fugtig jord”, og ”dan” har som rod betydningen ”viden” på keltisk (fra den keltiske filosofi at al viden hentes fra flodens eller vandets bred) ¹.

¹Dette må være årsagen til at semitisk filosofi opfatter "Dan" (hebraisk) som "dommer, han der dømmer", da dommer = viden. Derfor bliver "Daniel" til den hebraiske forståelse "guden er min dommer". Sammenlign med at "tanna" på etruskisk har betydningen "at dømme". Se f.eks. Västgötalagen fra 1200 tallet e.Kr. med lokalkongen ”Dan af skani” (Dan af Skåne). Mere senere.

Det er her spændende at henvise til ”Hlér” navngiver til Hlésey (Læsø), der må oprinde fra det irske ”Lír” (Manannán mac Lír) og det walisiske ”Llyr” (Manawyddan fab Llyr), begge af hvilken skal opfattes som ”søens gud”. Det irske ”Ler” betyder ganske enkelt ”søen”. Det er derfor vi senere ser Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 33. Sjávarkenningar) knytte Ægir til Hlér. Mit bud er at ”Hlér” er den keltiske omskrivning i 500 tallet f.Kr. af ”Tani” (Daner)-folket’s oprindelige søgud Ægir ¹.

¹I keltisk folketro er "Lír/Llyr" en jætte, som er "Ægir" i vor. Det antyder stærkt at hos kelterne og os (Ase-folket) er denne gud en ældre gud.

I Hinduismen er ”Danu” en gudinde af urfloden, der flyder fra himlen til Jord.

At alle de oprindelige vandveje i Europa, herunder grænsen mellem Europa og Asien eller Tana(is)-floden, har ”Tana/Dana” (ental) i navnet kan, som mange andre har forslået, føres tilbage til en hel oprindelig indoeuropæisk filosofi om at de der boede langs floder og ved strandbredder så sig selv som ”efterkommere af Danu” – den store vandmoder, eller ”Danavas”.

Vi befinder os her i ur-indoeuropæisk filosofi, tanker der ikke er overlevet i skreven form i Ældre Edda fordi det er krigerslægten Ver Asir/Ase-folket der skriver vor historie.

Mit bud er at vi gennem Rig Veda er i stand til at bryde igennem den historiske mur og ”tale” med de oprindelige nordboere, og hermed komme til bunds i hvem ”Tani”-folket var, hvor de blev af, og hvor de er.

Rig Veda har følgende henvisninger til ”Danu” i min oversættelse til nudansk:

Rig Veda (bog I:32:9):

”Da ydmyget var Vrtra’s¹ moders styrke:
Indra havde sendt sin dødbringende lynild mod hende.
Moderen var ovenfor, sønnen underneden og som en ko ved siden af sin kalv lå Danu”.

¹ ”Vrtra/Vritra” er en drage, der ligger ved bjergets fod og tilbageholder vandet, hvilket naturligvis er en livstruende katastrofe for alle dødelige ætter afhængige af flodens livgivende vandmasser.

I filosofi er ”Moderen” i Sky/Bjergtinden, dragen Vrtra ligger ved bjergets fod, og Danu ligger ved siden af Moderen. Det fremgår ikke herfra hvem eller hvad ”Danu” er.

Rig Veda (bog 2:11:10):

”Højlydt larmede den store helt’s lynild, da han, de dødeliges ven, afbrændte uhyret,
og efter at have indtaget sin andel af den flydende Soma¹, forvirrede den falske Danava’s påfund”.

¹ ”Soma” er den narkotiske drik benyttet af Shamanen. Se afsnittet ”Den røde fluesvamp og juledekoration”.

I disse sætninger ser det ud til at dragen ”Vrtra” falsk udgiver sig for at være ”Danava”, som vi ikke herfra kan se hvem er.

Rig Veda (bog 3:30:8):

”Dog Indra, mange gange påkaldet! smadrede i småstykker Kunaru’s ¹håndløse fjende der var med Danu.
Dog med styrke, Indra, slog spotteren ihjel, den fodløse Vrtra medens han rasen steg”.

”Brønden du kløvede, satte kilderne fri, og gav fred til floderne der var opdæmmet.
Dog, Indra, åbnende op det store bjerg med drabet på Danava, fik fjernet den brusende bjergelv”.

Vi kan nu se med sikkerhed at dragen har heitet ”danava”. Det skyldes at dragen i filosofi er søn af Moderen, der er ”Danu”, hvorfor ”danava” betyder ”efterkommer efter Danu”¹. Fra Rig Veda (bog 5:30:4) kan vi se ”dragen” faktisk er klipper der ligger i vejen for at elven kan flyde livgivende vand fra Mælkekoen. Filosofien er her helt identisk til vor egen urokse Auðhumla (se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”). Forskellen ligger i at denne filosofi er bygget op omkring folkeslag der lever ved og af flod og sø, modsat os der er et omvandrende hestefolk.

¹Kan ses identisk i Skjoldungesaga og i græske sagn. Se senere i underafsnittet "Tyr - guden og tyren".

Det synes i Rig Veda at ”Danu”, og de der fulgte hende, anses som uvenlige, blev foragtet og var fjenderne af ”De Vediske Folk”, dvs. bl.a. os. Jeg mener årsagen til dette kan skyldes Slaget om Troja år 1184 f.Kr. og udfaldet af denne¹.

¹ Se Rig Veda bog 1:32:9, 3:30:8, 5:30:4, 5:32:1,4,7 og 10:120:6

Vi har set fra Ptolemy’s ”Dauciones” (latin) år 127-148 e.Kr., at der blandt os stadig findes én del af de ætter, der kalder sig ”Tani” (Daner).

Kelterne, en undergruppe af hvilken i de nuværende landskaber i England (oprindeligt i ”Cumbria”) og Skandinavien kaldte sig selv ”combrogi” (landsmænd) eller ”Kimbrer” (nudansk) og ”Cymry” (walisisk), ankommer til landskaberne på et tidspunkt ikke længe før år 484 f.Kr. (se afsnittene ”Fióni, kimbrerne og omkring” og ”Hunden i arilds tid”, underafsnit ”Kimbrernes Store Hund - år 0”). Kelterner/Kimbrerne kender i deres folketro til ”Tuatha Dé Danann/Tuatha Dé Danaan” eller ”folket hvis moder er ”Dana/Danu”. De ser dog ikke ud til at kalde sig selv ”Tani” (Daner).

Det tyder på at vi skal søge ophavet til hvem ”Tani” (Daner) er i tiden før 500 tallet f.Kr., og fra et folkefærd som vi uigenkaldeligt kan kalde for ”Søens Folk”.

Men ifald ”Tana, Tani” betyder ”vand” må vi tilspørge om den sproglige forbindelse mellem disse ord. ”Vand” hedder på oldnordisk ”vatn”, ”wæter” på oldengelsk, ”wato” på gotisk, men på oldindisk ”udán(i)”, her lokativ ”vand”. På sanskrit hedder det ”udnah” fra indoeuropæisk ”*wodor, *wedor, *uder-”. Sprogligt, og i etymologi, kan vi derfor sagtens se forbindelsen mellem ”Tana, Tani” og ”vand”.

Såvel proto-indoeuropæisk, som etruskisk, har en lokativ form til at beskrive “stedet hvor”. Vi ved ikke om Bronzealder-Tani (Daner) talte et indoeuropæisk sprog eller et sprog der lå tæt op ad etruskisk. Det må være en mulighed at ”Tana, Tani” er lokativ form af ”vand”, dvs. på hvilket sted – her ”ved vandet”, denne gruppe af mennesker befinder sig.

Daner - Danir - - Vandfolket

Ægir’s Dør til Danevældet

- Tani i historiske kilder

- Tani’s oprindelige betydning